Bang & Olufsens butik i Aalborg City Syd ejes og drives af en ægte entusiast.
tekst & foto Kim Konnerup
Man kan roligt kalde Tommy Hansen for ’beoist’. Siden ’96 har han haft B&O pumpende gennem alle kroppens årer. Det var året han startede hos en Bang & Olufsen-butik i Fredericia. I sin lange Bang & Olufsen-karriere har han også været butiksbestyrer i USA og intern salgs- og produkttræner hos B&O.
– Det er den særlige sans for håndværk og kvalitet, der er i produkterne fra Bang & Olufsen. Det er den samme følelse, som man finder ved bestemte bilmærker eller armbåndsure. Der hvor man får en oplevelse af noget særligt, siger Tommy Hansen i et forsøg på at indkredse sin fornemmelse for B&O.
Siden sidste år har han været leder og medindehaver af Bang & Olufsen i Aalborg City Syd. De andre medejere, Søren Horneman og Henrik Laursen, ejer også Bang & Olufsen i Randers, og der er et tæt samarbejde mellem de to butikker.
Godt placeret på Nibevej
Butikken ligger godt placeret lige ud til Nibevej i et højloftet butikslokale, hvor de smukke lyd- og billedmøbler rigtig kan komme til sin ret. Og man kan roligt bruge betegnelsen møbler om B&Os produkter.
– Med Bang & Olufsen har man altid en følelse af tryghed. Samtidig gør vi nu noget nyt og spændende, hvor vi også satser på den yngre, trådløse generation. Det er et andet designudtryk, der er mere råt og udfordrende. Det er til en generation af forbrugere, der har et helt andet forbrugsmønster. Deres lydanlæg er en iPad, og deres fjernsyn er et lydanlæg.
Tidligere på året kom Beolit 12 – en bærbar og trådløs musikafspiller, der fungerer med Apples Airplay-teknologi, og den nye Beoplay A3 er en ny type dock, der forsyner iPad’en med fantastisk B&O-lyd.
TV til en ny generation
Tommy Hansen viser Bang & Olufsens helt nye fladskærms-TV – Beoplay V1 – der er det seneste skud på stammen af den nye række af B&O-produkter, der skal supplere den traditionelle linie.
– V1-fjernsynet kombinerer nye og gamle dyder. Først og fremmest den gode lyd, som B&O er velkendt for at levere. Men fjernsynet kan også streame både lyd og billeder trådløst fra NAS-netværk, iPhone og iPad. Og så er det selvopdaterende via internettet, forklarer Tommy.
80 % af B&Os kunder har også et eller flere Apple-produkter, så der er god mening i samarbejdet med Apple om produkter med Apple-teknologi, der arbejder sammen med iPad og iPhone.
Gem de sorte boxe væk
B&Os store styrke har altid været systemtanken. At hjemmet skal møbleres med lyd og billede, og teknikken skal være usynlig. Tendensen i dag er, at gemme de mange ’sorte boxe’ væk i et teknikrum. Satellitmodtagere, netværksharddiske, PlayStation, digitalboxe og hvad vi ellers kobler til vores fjernsyn og anlæg.
– Alle husets fjernsyn og lydanlæg kan kobles til boxene. Det hele kan styres med én Beolink-fjernbetjening. Selv lys og gardiner, hvis det skal være. Og der er ingen synlige ledninger. Det er vi nogle af de eneste, der kan lave så gennemført, siger Tommy Hansen.
Intelligente løsninger
Butikken i City Syd har blandt andet et tæt samarbejde med det banebrydende arkitektfirma M2 Plus, hvor arkitekt Mogens Starcke designer spændende, moderne villaer, der er som skabt til B&O. Der er tale om totalløsninger, som i øvrigt ikke kun er forbeholdt købere af huse fra M2 Plus.
– Jo tidligere vi er med i processen, når folk skal have bygget nyt eller renoveret deres hus, jo bedre kan vi lave den helt rigtige løsning, der integrerer lyd og billede på en intelligent måde, siger Tommy Hansen.
Butikken på Nibevej er indrettet, så man kan se og opleve Bang & Olufsens mange muligheder og store funktionalitet i virkeligheden.
– Vil man have den fulde ’B&O Experience’ er vores butik i Aalborg City Syd det helt rigtige sted at komme på besøg, siger Tommy Hansen.