Syv ud af ti virksomheder forventer øget rejseaktivitet i år – det viser fremgang i økonomien.
Da finanskrisen holdt sit indtog i 2008 gik det hårdt ud over flytrafikken, da de danske virksomheder i stor stil erstattede fysiske møder med forretningsforbindelser og kolleger i udlandet med telefon- og videokonferencer, skriver epn.dk i dag. Men nu tyder meget på, at dansk erhvervsliv ser så lyst på fremtiden, at man igen drager ud i verden til møder.
Bedring i økonomien
Mere end syv ud af ti danske virksomheder forventer således at rejse mere i 2012 end de gjorde i 2011, skriver rejsesitet check-in.dk med baggrunden i en undersøgelse fra VIA Travel, der har spurgt over 2.000 beslutningstagere i danske virksomheder om deres forventninger til rejseaktiviteten i 2012.
”Selvom der er nogle indikationer på en bedring i dansk økonomi og at vores kunder i slutningen af 2011 havde positive forventninger til 2012, er dette overraskende stærke forventninger” siger Sys Hansen, administrerende direktør for VIA Travel i Danmark, til epn.dk