Business Class

Business class boardroom

Danmark er stadig bundprop i OECD-opgørelse

Danmark halter fortsat efter de fleste andre lande på STEM-uddannelserne

På trods af en enorm efterspørgsel fra erhvervslivet på ingeniører, naturvidenskabeligt uddannede og it-specialister, viser den seneste opgørelse fra OECD, at Danmark ligger i bunden, når det kommer til, hvor stor en andel af de unge, der vælger disse uddannelser.

I OECD’s rapport Education at a Glance 2017 klemmer Danmark sig kun lige forbi Belgien, Luxembourg, Holland og Tyrkiet, og det ærgrer formanden for Ingeniørforeningen, IDA Thomas Damkjær Petersen.

”Det er ikke et niveau, vi kan være stolte af. Danske virksomheder er i forvejen pressede i jagten på it-uddannede, ingeniører og scient.er. Den teknologiske udvikling fortsat accelerere, så det er tvingende nødvendigt, at vi får vendt udviklingen. Sker det ikke, risikerer vi at begrænse virksomhedernes muligheder for at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark,” siger han.

IDA’s formand klynger sig til, at rapporten er baseret på tal fra 2015, og at der kan være sket en lille positiv forskydning, men han mener alligevel, at der fra politisk hold skal arbejdes langt mere målrettet på en generel holdningsændring, så flere unge vælger en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse.

”Vi står som samfund med en kolossal udfordring, hvor vi om meget kort tid risikerer at stå uden kvalificeret arbejdskraft inden for teknologi, it og naturvidenskab. En prognose fra den teknologiske alliance Engineer the future viser, at der allerede i 2025 vil mangle 9.300 ingeniører og 4.200 naturvidenskabelige kandidater, fordi der bliver uddannet for få i forhold til arbejdsmarkedets behov,” siger Thomas Damkjær Petersen.