Stena Line skal hjælpe til med omfattende jernbanerenovering i Vendsyssel.
Den 28. marts påsejlede et finsk containerskib jernbanebroen ved Limfjorden ved Aalborg. Det betyder, at tog ikke kan passere Limfjorden før november.
Samtidig står skinnenettet i Vendsyssel de kommende måneder foran en omfattende renovering, men pga. uheldet med jernbanebroen er det ikke muligt at køre alt materiel op igennem Jylland, som det ellers var planen, skriver epn.dk i dag.
Derfor har Banedanmark og Balfour Beautty Rail Danmark i stedet indgået en omfattende aftale med Stena Line, som skal transportere alt materiel til Vendsyssel via Sverige. Det skal ske ved at sejle materiel fra Göteborg til Frederikshavn.
Arbejdet er allerede i gang
Det første tog med udstyr til renoveringsarbejdet ankom fra Göteborg til Frederikshavn natten til torsdag.
Derudover er Stena Line i fuld gang med at reparere og klargøre jernbanefærgen Stena Scanrail sammen med de tilhørende ramper og jernbanespor, så den kan sejle mellem Göteborg og Frederikshavn, skriver epn.dk
Arbejdet ventes færdiggjort i denne uge.