Danske industridesignere kan få international inspiration, når den prisbelønnede tyske designer Hermann Rokitta afholder master class i Aalborg den 8. marts 2013.

Hvad har vindmøller, låsesystemer og byudvikling til fælles, kan man spørge sig selv? Svaret er, at de har design tilfælles, og netop vindmøller, låsesystemer og byudvikling bliver fokusområder, når den prisbelønnede tyske designer Hermann Rokitta gæster Danmark i marts. Formålet er en master class målrettet industridesignere, produktdesignere og andre professionelle aktører inden for design.

Det er den danske adgangskontrol-specialist Conlan, der i samarbejde med vindmøllenetværket Hub North og Aalborg Universitet står bag arrangementet:

– I vores verden er en kombination af design og teknik altafgørende, når arkitekter, bygherrer og private skal vælge mellem de forskellige låsesystemer, der er på markedet. Derfor har vi fra starten prioriteret design meget højt og har et fantastisk samarbejde med Rokitta Produkt & Markenästhetik i Hamborg med chefdesigner Hermann Rokitta i spidsen, forklarer direktør hos Conlan Ejner Schmidt Hansen.

Og Hermann Rokitta var ikke sen til at sige ja til forslaget om en design master class:

– Vi præsenterede ideen for Hermann Rokitta, og han blev med det samme interesseret i ideen. Han er selv fascineret og inspireret af dansk design, og derfor var det spændende for ham at udfordre danske designere i forbindelse med en master class og tilhørende workshop, forsætter Ejner Schmidt Hansen.

Arrangementet finder sted fredag den 8. marts 2013 i det Utzon-tegnede Utzon Center i Aalborg. Formiddagen er afsat til master class, mens eftermiddagen vil byde på workshop og dommerbedømmelser i samarbejde med RegLab, Danish Design Center og Aalborg Universitet. Også Herman Rokittas kone Pieternella de Schipper-Rokitta deltager med indlæg. Hun er specialist inden for læderdesign til automobilindustrien og er ligeledes prisbelønnet for sit arbejde.

Arrangementet er gratis og åbent for alle. Tilmelding kan ske på www.hubnorth.dk

Fakta om Hermann Rokitta

Hermann Rokitta (f. 1956) studerede produkt- og objektdesign ved documenta-kunstneren Professor H. Brummack ved handelshøjskolen i Münster. Hermann Rokittas karriere blev hurtigt drejet i retning af produktdesign som følge af Rokittas beskæftigelser ved blandt andet Samson og OCO Design i Münster.

I 1989 grundlagde han Rokitta Produkt & Markenästhetik i Hamborg og flyttede derefter til Mülheim i Ruhr-distriktet. Sidenhen har han beskæftiget sig med talrige produktdesigns, og arbejdsporteføljen tæller i dag produktdesign, industridesign, Corporate Design, Image, Brand, Package og interiør.

I de sidste 20 år har Hermann Rokitta vundet flere end 30 priser. Forrige år vandt han fem internationale designudmærkelser, heriblandt IF design-prisen i guld (design af en knæprotese for firmaet Bauerfeind) og en Universal Design Award fra den tyske delstat Nordrhein-Westfalen.

Læs mere på: www.rokitta.de

Fakta om Pieternella de Schipper-Rokitta

Pieternella de Schipper-Rokitta (f. 1958) har studeret produktdesign ved handelshøjskolen i Münster.

Fra 1989-1992 arbejdede hun hos bureauet Windi Winderlich i Hamburg inden for brands og packaging. Fra 1992-2004 har hun arbejdet med sin mand Hermann Rokitta i Rokitta Produkt & Markenästhetik og vandt adskillige designpriser inden for kosmetik og medico.

I 2004 kom Pieternella til Seton og blev ansvarlig for kreativ design. Som en del af Colour Marketing Gruppen har hun vundet international anerkendelse inden for læder-løsninger til automobilindustrien.

Indlægget Prisbelønnet tysk designer afholder dansk master class blev først udgivet på Business Class.

Kristian Brask Thomsen stod midt i den gastronomiske smeltedigel, der omkring årtusindskiftet definerede begyndelsen på den verdensomspændende gastronomiske succes der udspringer fra København og Det Ny Nordiske køkken. Men tjeneren, sommelieren og restaurantchefen, der blandt andet har været på Kong Hans, Konrad, Formel B og Plaza har skiftet den faste matrikel og personalestab ud med livet som professionel levemand.

– Har du nogensinde været der? Stranden ved Sallingsund Færgekro. Det er et meget smukt område, ren Morten Korch. Jeg har fundet ud af, at jeg sætter meget mere pris på den fantastiske natur, efterhånden som jeg er blevet ældre. Nogle gange, når jeg har skullet finde ro til at skrive, tager jeg hertil en uges tid.

Kristian Brask Thomsens stemme får et engageret strejf af nostalgi, da samtalen falder på den egn, hvor han voksede op. Kun 300 meter fra Færgekroen ved broen der fører fra Mors til Glyngøre. Hans mor bor her endnu, og for nylig inviterede han to prominente, amerikanske madskribenter med hjem, så de kunne smage hendes kalveculotte. I dagene forinden havde de spist på Noma og AOC.

Tog amerikanske madskribenter med hjem til mor

– Jeg skulle vise amerikanerne det bedste af, hvad vi er i Danmark. Så jeg tog dem også med til Mors og til mors køkken. De var i den forbindelse også ude at fiske Limfjordsøsters fra en kutter.

Rollen som vært for udenlandske journalister er kun en lille del af Kristians virke. Han rådgiver restauranter og stjernekokke – både i Danmark og ude i verden. Han arrangerer frokoster og middage med usædvanlige temaer i usædvanlige rammer. Han skaber netværk for verdensstjerner, globale forretningsfolk og kulturpersonligheder gennem eksklusive Dinner Parties. Han rejser og skriver om det gode liv med særligt fokus på kulinariske oplevelser.

Kristian Brask Thomsen er med andre ord en professionel levemand, en bon vivant. En selvvalgt karriere ovenpå et årti med arbejde og drift af en række af de bedste restauranter i London og i det Københavnske køkken, der så småt viste de første tegn på den kometagtige succes, der rammer verden lige nu.

– Jeg havde mistet fokus og var delvist selvforskyldt gået vederstyggeligt konkurs. Jeg mistede fire millioner på fjorten dage. Jeg søgte tilbage til Mors, både for at bearbejde sorgen og tænke mig om. Jeg ville gerne finde en anden måde at gøre tingene på. Stadig så jeg holdt kontakten til de bonede gulve, men uden at være bundet af matrikel og personalestab.

Inspiration fra engelske romaner

I sit refugium på Limfjordsøen læste Kristian en masse og begyndte samtidig at skrive. Og han opdagede, at han selv havde en god pen.

– Jeg læste især George MacDonald Frasers bøger om ”En levemand”, der handler om Sir Harry Paget Flashman, som trods sine også mindre flatterende karaktertræk charmer sig gennem de mest utrolige situationer og lever det gode liv. Det er fantastiske bøger, skrevet med en jovial, selvironisk og let pen. Det er min inspiration, når jeg skriver artikler. Og magasiner, der handler om det gode liv, syntes om det. Så jeg blev rejsende levemand, der skriver om mine oplevelser, hvad enten det er fra tagterrasser i New York, luksustog i Spanien eller en champagnekælder i Aalborg.

Fascineret af Færgekroen

Som utilpasset ung mand på Mors havde Kristian sikkert ikke lige set den fremtid for sig. Han var som 18-årig flyttet hjem igen fra Århus. Han var hoppet fra en række uddannelser – ikke fordi han ikke kunne finde ud af det, men fordi det kedede ham. Men Færgekroen havde altid fascineret ham, så han startede som afløser og endte med at få en plads som tjener-elev.

– Det var lige mig. Iscenesættelse og elegance. Smukke rum, hvor man kan lave anretninger med finesse. Hvordan man kan raffinere råvarerne. Jeg oplevede de bedre bonede gulve.  Jens-Peter Skov , som stadig har Færgekroen, var en dygtig læremester. Han gør sit arbejde under de givne forhold til perfektion, og har tæt forbindelse til kongehuset, hvor han står for lakajerne til de store fester. Det gav også mig store oplevelser.

Efter uddannelsen tog Kristian med egne ord firetoget til København, hvor han blev ansat på prøve på toprestauranten Kong Hans Kælder. Kort efter rykkede han videre til Konrad, som var det sociale omdrejningspunkt for tidens evige gastronomiske fest op mod tusindårsskiftet.

– Der kom gæster fra Berlin, London, Stockholm – blot for at feste med. Det var som at træde ind i en film med kendte folk fra tv og internationale magasiner. Tjenerne var også personligheder, og jeg fik adgang til en verden som er de færreste forundt. Det var også her jeg mødte gastronomiens enfant terrible, Henrik Boserup. Man kan mene om ham, hvad man vil, men manden var en rockstjerne. Og ikke mindst en god ven.

De bedste samlet på Formel B

Det var en smeltedigel af tilfældigheder, der samlede Boserup, Paul Cunningham, Pernille Skjødt og en ganske ung Mads Refslund på Formel B. Kristian blev ansat som restaurantchef med nyerhvervet sommeliernål på et drømmehold.

– Det var tidens bedste spiseoplevelse. Mange af de bedste inden for gastronomi samlet på et og samme sted. Det var et par fantastiske år.

Kristian havde udlængsel, og drog til London, hvor han blev sommelier på den to-stjernede Michelin-restauranten ”The Square”. En tid med masser af penge, foie gras og vine til 20.000 kroner åbnet hver eneste dag. Senere førte karrieren Kristian tilbage til København, hvor han sammen med Paul Cunningham ’genopfandt’ The Library Bar på Plaza Hotel. Han returnerede også til Formel B og startede populære in-steder som Circus og The Italian Job.

Verden kigger på Danmark

Kristian Brask Thomsen har skabt sig et netværk af topkokke og store navne i branchen, og befinder sig lige nu i knudepunktet af den mest revolutionerende epoke for en kulinarisk levemand: Det Nye Nordiske Køkken.

– Hele verden kigger på Danmark, København og det der foregår her. Det Nye Nordiske Køkken opstod da Claus Meyer, Rene Redzepi og Mads Refslund fik den idé, at de ville redefinere det danske køkken og tog på en pilgrimsrejse for at finde vores egne, glemte råvarer. De opfandt et helt nyt gastronomisk sprog. Og så havde vi en stor talentmasse af dygtige unge kokke i 90’erne og 00’erne, der også var klar til at byde ind med deres entusiasme.

Når udenlandske medier og gourmetfestivaler skal i kontakt med topkokkene fra den nye danske køkkenrevolution, så er det oftest Kristian Brask Thomsen, de henvender sig til.

– NOMA og Det Nye Nordiske Køkken er lige nu Danmarks suverænt bedste visitkort. Jeg modtager gæster fra Shanghai, Sao Paolo og San Fransisco, der primært kommer for at have plads ved mine middagsborde blandt andet på Noma, AOC og Søllerød Kro. Når de så er her, bliver de typisk i tre-fire dage og lægger mange penge på byens hoteller og restauranter.

Mortens Kro tilfører Aalborg meget

Som rådgiver har Kristian valgt kun at arbejde med de bedste af de bedste. Han vil kun positionere de restauranter, der har noget at byde på.

– Lokalt i Nordjylland er det for eksempel Mortens Kro. Morten er både dygtig til at drive restaurant – måske en af de bedre i landet til langsigtet drift – og så er han en interessant person, der helt sikkert tilfører byen meget. Men han står i det hver dag, hvor jeg som rådgiver ikke har det samme pres. Jeg kan bedre se tingene udefra som gæst, men har også erfaringen til at se tingene som restaurantens egen mand, ligesom jeg skaber nye muligheder, også i form af national og international presseomtale.

– I den forbindelse har jeg opdaget, at mange kokke har svært ved at sætte præcise ord på deres køkken. De har i den forbindelse brug for en, der forstår dem og hjælper dem med at koge fonden helt ned og komme ind til den detaljerede essens af deres unikke gastronomi. Det kan jeg.

– De laver jo fantastisk mad, og det skal de kommunikere klart. En kort, forførende storytelling gør det nemmere og mere attraktivt for omverden at modtage. Af samme årsag ser jeg ofte mine egne ord sat på stjernekokkenes gastronomi – præcist genfortalt i alverdens medier kloden over. Det er god branding.

I det hele taget lever Kristian i høj grad det gode liv, han altid har stræbt efter. En levemand efter Harry Flashmans forbillede. Ikke dårligt for en utilpasset ung mand fra Mors.

Indlægget EN LEVEMAND FRA MORS blev først udgivet på Business Class.

I januar 2012 slog en ny virksomhed dørene op i Aalborg.  CJ Construction Denmark der leverer service på alle håndværksmæssige områder. Siden åbningen har virksomheden haft rygende travlt, og firedoblet deres medarbejderantal, samt fordoblet deres omsætning.

Tekst Maria Jakobsen

Indehaveren Jacob Nielsen er oprindeligt udlært elektriker, og har i dag 15 års erfaring fra byggebranchen og en del år som selvstændig i bagagen.

Det første store projekt CJ Construction fik ordre på i Aalborg, var ombygningen af natklubben No 16. Her leverede firmaet alle løsninger, fra top til tå.

-Vi tilbyder hele løsningen for vores kunder. Vi har både elektrikere, murere, vvs, malere og tømrere ansat, og vi installerer også persiennes. Derudover har vi ingeniører og arkitekter tilknyttet, så vi kan tilbyde vores kunder hele løsningen.  Vi har ni biler til at køre fast, og minimum 20 fastansatte. Det kan svinge lidt, efter hvor mange projekter vi har inde, men vi er underleverandører på utroligt mange projekter også, fortæller Jacob.

Firmaet har lavet en del diskoteker i Jomfru Ane Gade, lige fra en fuld renovering til små reparationer. Derudover tæller kundekredsen mange forretninger, såsom for eksempel Brødrene Sørensen, SushiSushi, Bogø Sandwich og Restaurant Mortens Kro.

CJ Construction har samtidig en del faste aftaler med store firmaer. De har blandt andet en aftale med et firma, som rykker forretningskonceptet videre til udlandet, hvor CJ Construction skal stå for alt byggeriarbejdet i udlandet. På disse projekter går der fast 25 medarbejdere fra firmaet.

-Derudover laver vi også en del renoveringer for private. Vi har renoveret utroligt mange lejligheder, og samtidig er vi fast ansatte hos et boligselskab i Aalborg, hvor vi har tre mand, der kører fast for dem hver uge, forklarer Jacob.

En fyldt ordrebog

Næste års ordrebog er allerede fyldt helt op, og Jacob ser frem til en masse nye og spændende projekter.

-Vi har været så heldige, at vi bliver en del af nogle nye projekter ved havnen. Det bliver rigtig spændende at komme i gang med, fortæller Jacob med et smil.

CJ Construction er samtidig gået i samarbejde med forskellige kommuner om udskiftning af gadebelysningen til LED-lys, og har været med inde over udviklingen af dette.  Et emne som solenergi er også noget Jacob har valgt at gå ind i, da han selv beskriver det som et meget spændende projekt at være en del af.

-Vi har allerede nogen i gang med det, og vi kan også se frem til endnu et nyt og spændende projekt med indehaveren af Restaurant Mortens Kro, som jeg desværre endnu ikke kan løfte sløret helt for.

At kunne se muligheder

Et basis element for Jacob, og hvad han ser som en af grundpillerne til hans succes er helt klart at kunne levere tingene til tiden, og i en ordentlig kvalitet.

-Det er vigtigt for mig, at leve op til de deadlines vi lover vores kunder. Derudover ser jeg det som en stor fordel, at vi kan tilbyde vores kunder en komplet løsning. Da vi kan tilbyde alt, er det kun en person vores kunder skal forholde sig til, og en person der koordinerer det hele for dem.

Fremtiden ser derfor utrolig lys ud for CJ Construction. I en tid med finanskrise har det været vigtigt for Jacob at se muligheder frem for begrænsninger, hvilket man må sige har været en succes, da virksomheden efter et år er vokset ganske betydeligt, og har kontorer i både Aalborg og København.

-Jeg forsøger at være positiv, og virkelig give det et spark. Det er vigtigt at tilpasse virksomheden til tiden, og skære omkostningerne ned. Derudover er vi utroligt aktive på vores hjemmeside og på facebook, for hele tiden at følge med tiden.  Jeg vil ikke gå med næbbet nede, udtaler Jacob med det største smil på læben.

Indlægget Et firma i rivende udvikling blev først udgivet på Business Class.

Døren ind til bedemand Bente Sølvkjær binder. Der har været en vandskade, der har sat sit præg på træet. I vinduesglasset prøver en svag solstråle at lave en tynd orangevifte

Tekst: Peter Svanum – Foto: Marie Knap

Bente tager imod og viser ind i det inderste værelse. Der er neutrale grå farver over det hele. Bordet er dækket op med rigtig dug, og kopperne på bordet er kongelig porcelæn. Ikke noget med plastikkrus her. Bente skænker kaffe og fortæller, at det er her, hun modtager de pårørende, når de kommer for at tale om begravelse eller bisættelse.

– Vi kan også besøge de pårørende hjemme, enten hos den efterladte familie, eller i afdødes hjem. Hvor vi så arrangerer det hele.

Et godt bagland jeg kan læsse af på

Hvorfor har du valgt det her job?

-Det har jeg altid ønsket. Jeg synes, at det at være en hjælp for andre er skønt. I det her job skal man kunne tale med alle mennesker, lytte til dem og finde ind til, hvad de helt konkret ønsker. Det synes jeg, at jeg er helt god til. Grunden er jo sikkert, at jeg er den, jeg er, men det skyldes også, at jeg har et godt bagland i form af min familie, som jeg kan læsse af på, når dagen har været lidt streng.

Fortid som blomsterdekoratør

– Inden jeg blev bedemand, var jeg blomsterdekoratør og blomsterbinder, så jeg kan også rådgive med kistepyntning og øvrige blomster, bårebuketter og kranse. Jeg tror, at det er vigtigt, at jeg har haft et andet job før. Man skal have en vis livserfaring, inden man kaster sig ud i det her. En på tyve år er lidt for ung til branchen her.

Bedemanden er en dame med stil

Har du mødt nogle der undrer sig over dit job?

– Ja, til familiefester. Jeg har da haft et par herrer til bords, der så lidt mærkelige ud i ansigtet, da jeg fortalte, at jeg er bedemand. For dem er en bedemand stadig en kedelig, ældre herre i sort konfirmationshabit. De har lidt svært ved at forstå, at det også kan være en dame, der er stylet og med rette makeup.

– Bordherren bliver i første omgang forlegen og får pludselig travlt med at tale med damen til den anden side. Efter fire glas rødvin har jeg ham så igen, og så plejer jeg at briefe ham om alle detaljer, og derefter lukker jeg af vedrørende mit arbejde. Efter otte glas begynder de platte vittigheder at komme frem, og dem gider jeg ikke. Bemærkninger såsom, hvor mange putter og hvor mange futter du om året, er meget sjove første gang, men jeg gider ikke, når det kører helt af sporet.

Grænseoverskridende

– Første gang, jeg skulle være med til ilægning, må jeg indrømme, at her var en grænseoverskridende situation for mig. Man skulle tage et dødt menneske ud af fryseboksen på Syd, trække i ligtøj og lægge i kisten. Det var noget, jeg lige skulle vænne mig til. Jeg vænnede mig nu ret hurtigt. Det er jo en død krop, jeg står med. Det er ikke længere et menneske. Sjælen er væk. Så det er ikke længere et problem for mig. Mit problem nu kan være, om jeg kender den salme, som de pårørende har ønsket, når den døde skal synges ud.

Professionelt styr på tingene

– Til samtalen er det vigtigt, at jeg er den lyttende, men samtidig den, der professionelt holder styr på tingene. De mennesker, jeg sidder overfor har forskellige grunde til, at de sidder her. For stort set alle er det en stor sorg, at de har mistet et familiemedlem eller ven. Nogle er i chok, fordi det er sket uventet, andre føler det som en lettelse, fordi den pågældende har været syg meget længe.

– Endelig har jeg også de pårørende, hvor jeg skal have fat i psykologi for viderekomne, da jeg kan mærke fjendskabet mellem afdødes børn, og der er optræk til et gevaldigt slagsmål om hvem, der skal arve smykkerne, porcelænsfigurerne, de tolv sølvskeer, og hvem der må nøjes med askebægeret fra Himmelbjerget.

Alle trosretninger

– Vi begraver alle trosretninger. For os er det ligegyldigt om vedkommende er kristen, katolsk, ateist eller en af de mange nye religioner, som er kommet til. Jeg synes, at det er meget spændende, hvordan, der er forskellige traditioner indenfor de forskellige religioner. Nogle af vores nye venner, der kommer sydfra, betragter begravelsen som en fest.

– I dag er der mange, der ikke vil være medlem af Folkekirken. De kan så bare ikke blive begravet af en præst. Det kommer ofte som et chok.

Begraves eller spredt ud over havet

–  Nogle vil have et gravsted, nogle vil begraves i de ukendtes og andre vil have deres aske spredt ud over havet. Gravsteder i dag er dyre, og derfor vælger folk ofte alternativer. Et gravsted siger heller ikke mig noget. Når jeg og mine børn vil mindes morfar og far, så hiver vi familiealbummet op af skuffen. At se de situationer, hvor vi havde det sjovt eller hyggeligt sammen med ham, har større værdi for mig end at stå og glo på en sten.

Mere åbenhed

– I dag er der mere åbenhed om døden end der for eksempel var for ti, tyve år siden. Der var det tit, at lægen talte sort, når pårørende spurgte til den syges tilstand. I dag er der mere åbenhed. Det er en god ting, at patienter og pårørende klart får at vide, hvor fremskreden sygdommen er. Nogle patienter og pårørende får at vide, hvor lang tid man forventer vedkommende har igen. Samtidig har jeg dyb beundring for hospice. De er dygtige.

 Hospice kan gøre patienten totalt smertefri og samtidig give pleje og omsorg?

– Ja, de pårørende, der har benyttet vores forretning, og som forinden har haft afdøde indlagt på KamilianerGaarden, har kun rosende ord om stedet, de er helt fantastisk til at pleje patienter, der har en sygdom, der ikke kan helbredes, og som derfor ikke har langt igen.

Lev livet

– Jeg synes åbenhed om død er en god og vigtig ting. Det bortforklarer ikke, at jeg vil finde det dybt uretfærdigt, hvis jeg fik at vide, at jeg snart skal dø. Jeg har meget endnu, som jeg skal opleve, så jeg vil have lov til at leve livet. Jeg vil være den pavestolte mor, når en af mine unger leverer sejrsmålet i fodboldkampen, eller får en flot eksamen. Jeg vil være glad, når de kommer og præsenterer en sød kæreste.

—–

Infoboks

Bente Sølvkjær er ansat ved Begravelse Danmark. Det er en landsdækkende kæde af bedemandsforretninger.

Begravelse Danmark er ejet af Landsforeningen Liv&Død.

I Danmark kan alle blive ansat som bedemand eller starte egen virksomhed. Der er ingen krav om en bestemt uddannelse.

Indlægget Mød Madame Bedemand blev først udgivet på Business Class.

Allan Feldt er en af Nordjyllands erhvervshelte. Nørresundbynitten fik os tilbage i firserne, ved hjælp af et skudsikkert salgsargument og glimt i øjet til at drikke vand – på flasker.

 Tekst: Dadi Halldorsson

BUSINESS CLASS møder Allan Feldt på hans kontor i en af byens dyreste erhvervslokaler i Hasseris. Han ligner en succesrig mand. Velklædt, velformuleret og velovervejet. Til daglig bor han i København, men gæster Aalborg på grund af et foredrag om succes i Skagen. Og succeser har han haft mange af. Allan er nemlig manden bag Aqua d’or, der på ganske få år gik fra røde tal på bundlinjen til omsætning på over 200 mio.

Og selvom erhvervsmanden er velklædt, velformuleret og velovervejet, så har han også et glimt i øjet, som han tilskriver en vigtig del af succesen.

– Hvis man vil opnå succes, så skal man selvfølgelig være arbejdsom, stræbsom og dedikeret, skal du tilpasse dig dit forretningsmiljø, men humor er også enormt vigtig. Der er ingen, der kan leve uden humor. Alle kan lide at feste og grine, og hvis du gør livet til en fest på arbejdspladsen, så får du en langt mere motiveret stab og bedre bundlinje. Du kan skabe meget mere, hvis du har medarbejdere der har det godt, end hvis du har en flok af ’dead man walking’, siger Allan, der er født i Horsens, men opvokset i Nørresundby.

– Jeg er her faktisk ikke ret tit, selvom jeg driver en forretning her i huset sammen med min makker, fortæller han.

De største helte

Allan Feldt flyttede fra Nørresundby til København sommeren 1987 og har ikke planer om at forlade hovedstaden til fordel for Nordjylland.

– Jeg synes ikke, der er højt nok til loftet her i Aalborg og Nordjylland. Når man har gjort det godt, så er det som om folk har mere travlt med at blive misundelige, fremfor at blive glade for indsatsen. Det er bestemt også sådan på Sjælland, så det er faktisk en dansk tendens, men det er bare langt mere udbredt herovre.

– Man må gerne vinde 10 millioner i lotto, men ikke tjene dem på hæderligt arbejde. Og i virkeligheden er de største helte ikke dem, der vinder i lotto, men dem der går all in med deres opsparing, deres hus, deres familier og al deres sikkerhed for at skabe arbejdspladser for byen og regionen.

– Det er disse helte, man skal dyrke, især i sådan et udkantsområde, som Aalborg og Nordjylland er blevet. Det er ikke verdens navle, og nord for Limfjorden står det jo næsten helt stille. Der har været nogle få ”eventyr”, såsom med Dancall osv., men det er sjældent, der bliver skabt blivende nye arbejdspladser. Man skulle derfor give VIP-pas til alle dem, der får succes med deres virksomheder og skaber arbejdspladser i området. Folk tør næsten ikke se mig i øjnene heroppe, de kigger væk, fortæller Allan og trækker på et eksempel fra en af hans mange ture i USA – ikke mindst på grund af hans nye foretagende, Seimei, der sælger ikke-alkoholiske drikke.

– Jeg har oplevet en succesrig erhvervsmand i USA sige under et foredrag; ”jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved alle pengene, så jeg tror jeg køber mig endnu et nyt hus”, hvor folk rejste sig op og klappede. Det er fordi, han havde klaret den amerikanske drøm. Det kunne vi lære meget af her i Danmark, og ikke mindst Nordjylland. Vi skal blive bedre til at hylde vores helte. For hans succes smitter af på hele samfundet og avler succes, siger Allan.

Månedsløn på hele 18.000 kroner

Da Allan kom til hovedstaden var han 24 år gammel, ugift og uden børn.

– Jeg havde lyst til at prøve kræfter med noget større og være selvstændig. Jeg er meget nordjysk selv, men havde brug for at komme væk.

Lige efter sin ankomst til byen så han en jobannonce fra en bank i avisen. Han søgte jobbet og var mandagen efter startet på sit nye arbejde. Det første år arbejdede han i banken samtidig med at han passede sine studier, men derefter fik han arbejde som timelærer i regnskab og afsætningsøkonomi på Købmandsskolen. Og det skabte grobund for Allans vandeventyr.

– Det var noget helt andet for mig, da det rent lønningsmæssigt var meget mere lukrativt. Jeg gik fra en beskeden løn i banken til fuldtidsløn for meget mindre arbejde. Jeg fik cirka 18.000  om måneden, som var meget dengang. Og det var nok til at forsørge mig og min familie.

1988 fik Allan sit første barn sammen med – nu – ekskonen. Siden er der kommet seks børn til flokken. De to sidste med hustruen gennem de seneste ni år Mette.

Drømmen om at blive en vandsheik

I Allan Feldt ulmede en drøm om at blive selvstændig. Han manglede blot den gode idé før han kunne kaste sig over livet som egen herre.

Idéen kom allerede i 1987.

– Det var en tid, hvor man skrev meget om, at kvaliteten i vandhanerne var nedadgående. Man talte om vandsheiker, og de havde jo store huse, flotte biler og rigtig god økonomi, så det ville jeg gerne være.

Allan gik straks i gang med at undersøge markedet og fandt ud af, at der var monopollignende tilstande på markedet for kildevand og at priserne var meget høje. Han lånte 70.000 kr. i den daværende Privatbanken i Valby (Nørresundby Bank ville ikke!) og fandt frem til en producent af kildevandsautomater i USA på Handelshøjskolens bibliotek.

Her blev han henvist til en agent i England, som han rejste over til. Nogle dage senere kom han hjem til Danmark igen – med 20 vandautomater og en palle vand.

Drømmen om at blive en vandsheik blev dog ikke indfriet her. Markedet var trægt og virksomhederne havde ikke tradition for at have vandautomater stående på arbejdspladserne. Men selvom kampen var hård, troede Allan på projektet og blev ved med at forsøge at udleje og sælge kildevandsautomaterne til landets kontorer.

– Jeg havde en stor drivkraft og vidste godt, at der var stærke vækstmuligheder i branchen. Men det var på et hængende hår, for banklånet var ved at blive brugt op, erindrer Allan.

Allans største udfordring i slutningen af firserne var at overbevise indkøberne om, at vand på automater var bedre end vand på hanen. Det var lidt ligesom at sælge sand i Sahara, så Allan ledte med lys og lygte ledte efter et bedre salgsargument. Det kom til ham i 1988, som sendt fra himlen.

– Det tog tid at nå frem til det helt perfekte salgsargument. Det gik dårligt og jeg havde brugt alle pengene, som jeg havde lånt i banken, så jeg var ved at lukke og slukke. Det var virkelig vanskeligt og svært for mig at holde gejsten. Men da jeg lige var ved at opgive, kom argumentet til mig. Jeg tænkte, ’det er koden’, og den virkede, fortæller Allan.

Kildevand og Kartoffelkur

I firserne oplevede samfundet nemlig også en finanskrise. Og netop denne dannede grundlaget for Allans perfekte salgsargument.

– Der var en tid med Kartoffelkur og almen krise i virksomhederne. Og ligesom i dag truede man med at skære ned på alle medarbejdergoderne. Julegaver og firmafester skulle ud og der blev talt om, at kaffen også skulle skæres væk. Så jeg gik ud og postulerede, at man kunne spare på kaffen, hvis man indførte en kildevandsautomat. For hvis man havde en vandautomat med frisk vand, så ville folk tage det i stedet for kaffen. Og det kostede ikke nær så meget per kop, som kaffen gjorde.

– På den måde kunne man spare flere penge på kaffen, end det kostede at få vand. Og som indkøbschef eller HR-chef kunne du indføre et medarbejdergode, bibeholde det gamle og stadigvæk spare penge. Så det var en slags win, win, win situation, fortæller Allan.

Salgsargumentet fungerede godt og Allan sendte en pressemeddelelse ud, hvilket resulterede i en hel bagsiden på Børsens fredagsudgave og en stor artikel i Berlingske Tidende. Og det i en tid hvor der ikke fandtes internet.

– Det var over al forventning, for jeg sad selv og flækkede pressemeddelelsen sammen. Dengang læste folk jo aviserne fra ende til anden, så det var en rigtig god omtale, siger Allan.

Omtalerne betød, at telefonerne hos den 25-årige nørresundbynit begyndte at ringe. Og heldigvis for Allan havde han lejet sig ind i et kontorfællesskab, hvor en sekretær tog telefonen. For Allan var stadig studerende og sad derfor ikke på kontoret i den almindelige åbningstid. Og det var i slut firserne, altså stadig før mails, hjemmesider og mobiltelefoner.

– Jeg havde lejet et lille kontor, og dengang sad man på kontoret fra 8-16. Da jeg kom på kontoret mandag eftermiddag, lå der en stak beskeder til mig. Og her begyndte det at gå opad for virksomheden, for det bredte sig som ringe i vandet, når andre hørte om det og også ville have en automat, fortæller han.

Fra drøm til virkelighed

Det første år havde Aqua d’or – som hans advokat havde foreslået, at virksomheden skulle hedde – en omsætning på 300.000 kr. og det andet år 800.000. frem til 1990 var virksomheden registreret som enkeltmandsvirksomhed, men blev derefter omdannet til A/S. Blot ni år senere, i 1999, lå omsætningen på over 40 mio. kr.

Dét år valgte Allan at sælge virksomheden til Hongkong for et trecifret millionbeløb. Han fortsatte som nordeuropæisk direktør for den asiatiske virksomhed. Men iværksættersjælen spøgede, så han startede samtidig sit eget tapperi. Et par år senere trak han sig ud af samarbejdet med opkøberne fra Hongkong og fortsatte med tapperiet.

Tapperiet gik godt og i 2006 solgte han halvdelen af det til Danone. Men selvom Allan nu godt kunne kalde sig selv en vandsheik og sad ret så behageligt i det, hvad økonomi angik, havde indtjeningen aldrig været hans store drivkraft.

– Det er klart, at når man er ung, så synes man det er spændende at tjene en masse penge. Men det har aldrig været pengene, der har drevet mig. Selvfølgelig er det dejligt, at man ikke går ud med et tab og ikke er økonomisk presset. Men det har ikke været spændende, at tjene pengene. Det er selve rejsen, der har været spændende, siger han og fortsætter,

– Man har nogen ting med i bagagen og på rejsen finder man ud af, hvorfor man har handlet sådan og sådan. Da jeg solgte Aqua d’or, kunne jeg have hævet hele puljen og rejst væk, men det havde jeg slet ikke lyst til. Tanken strejfede mig ikke engang. Jeg har i stedet investeret i en række firmaer inden for tøj, reklame, it, ejendomme og forskellige ting og er stadig med i Aqua d’or, hvor jeg ejer 10 % og sidder i bestyrelsen. Jeg vil aldrig kunne hive stikket ud og stikke af.

Så mon ikke Allan Feldt i fremtiden kommer til at pryde forsider på APPETIZE (som i 2006) eller BUSINESS CLASS for nye, driftige erhvervsprojekter. Meget af hans tid går nu på at få den nye virksomhed Seimei på skinner. Virksomheden, der donerer penge af hver solgt flaske til velgørende formål, har flere kendte ambassadører tilknyttet – blandt andre danske Helene Christensen, Bono’s hustru Ali Hewson og skuespilleren Julianne Moore.

’Helle for at tage det interview, hvis Helene stiller op’, tænker BUSINESS CLASS’ udsendte og takker den velklædte, velformulerede, velovervejede – og humørfyldte – vandsheik for samtalen.

Fulde navn: Allan Feldt
Født: 3. juni 1963
Fødeby: Horsens
Titel: Iværksætter
Civilstand: Gift
Børn: ja…7
Karriere: Cand.Merc. fra CBS. Har fungeret som Nordeuropæisk direktør for Watson Water (HK) i 2 år. Herudover stifter af og partner i Aqua d’or siden 1987. Partner med Danone siden 2006.

Indlægget Vandsheiken fra Nørresundby blev først udgivet på Business Class.

Bop Kontormøbler er en af Jyllands førende forhandlere af brugte kontormøbler. Peter Hyldager i Fjerritslev har fundet en god niche.

– Hvorfor det hedder Bop Kontormøbler? Tja … det lyder tilpas tosset, så folk lægger mærke til det, når de googler, siger Peter Hyldager med et lille smil.

Men egentlig er det bare en forkortelse af Bøger Og Papir, hvor det hele startede. Peter Hyldagers boghandel i Fjerritslev solgte efterhånden så mange kontormøbler, at der i 2009 var basis for at udskille det i et selvstændigt selskab. Og navnet ”Fjerritslev Kontormøbler” var måske lidt for lokaltklingende til en virksomhed der henvender sig til hele landet.

– Vi fandt hurtigt en niche med at opkøbe second hand kontormøbler. Det begyndte egentlig med, at jeg var til et arrangement et sted, hvor de lejer kontorpladser ud til iværksættere. Men det meste stod tomt, og så fik jeg den tanke, at alle de møbler sikkert kunne sælges. Så jeg spurgte om jeg ikke kunne købe ti af skrivebordene. En uge senere havde jeg solgt alle ti, og så var jeg i gang.

Specialist i tømning af virksomheder

Det viste sig hurtigt, at der er et pænt marked for brugte kontormøbler. Bop Kontormøbler har specialiseret sig i at tømme virksomheder, for eksempel ved domicilflytninger eller ved konkurser.

– Jeg har blandt andet samarbejde ved en række store flyttefirmaer, der projekterer flytninger rundt om i landet. Vi fjerner alle de møbler der ikke skal flyttes med, eller rydder kontorerne efter konkursen. Vi har været med til at tømme Hummels kontorer, da de fik nyt domicil, og vi fjernede alle møblerne i Roskilde Bank. Begge steder var der fine sager.

Det er kun de bedste ting, der sælges videre. Kvalitetsmøbler fra Bondo Gravesen, Labofa og så videre. Typisk hæve/sænke-borde, der koster 14-15.000 kr. fra nye. Bop sælger dem typisk videre for 3.000,-

– Så er de også klargjort. Vasket og med efterset og smurt motor. Vi giver to års garanti på stel og motor, så bortset fra lidt ridser er de stort set som nye, siger Peter og viser bordene frem i den store salgshal på 1.200 kvadratmeter.

Kunderne sparer 60-70 %

Kunderne fra hele landet finder især frem til Bop Kontormøbler gennem internettet. Besparelsen på at købe brugt frem for nyt er typisk 60-70 %, hvilket især i krisetider forklarer succesen hos Bop Kontormøbler. Men for en del kunder handler det også om muligheden for at supplere sine eksisterende møbler.

– Vi har en forespørgselsliste, hvor kunder har bedt os sige til, hvis vi får bestemte ting ind, der passer med deres nuværende møbler.

Det er ikke alle tingene fra flytningerne og konkurserne, der sælges i butikken. Der er meget, der smides væk, hvis det er for dårligt, ligesom de helt dyre designermøbler sælges på auktion.

På få år har Peter Hyldagers virksomhed oparbejdet et godt omdømme blandt kuratorerne hos landets advokathuse, og de har haft et omfattende samarbejde med Finansiel Stabilitet i forbindelse med afvikling af banker og filialer.

– Vi bruges i dag også til at vurdere møbler og inventar rundt i landet. Og når vi har aftalt en tømning af et firma, så er det alt inklusive. Det har været en af vores styrker. Hvis andre vil give mere, så er det tit kun for alt det gode, men hvem skal så fjerne resten? Vi tager det hele med.

Det allerførste de fjerner ved en tømning, er kontorstolene. Simpelthen fordi, at det er noget af det første der ellers ’forsvinder’ fra en konkursramt virksomhed.

– Vi plejer at sige, at der ’går mus idet’. Når en virksomhed går konkurs, så er der medarbejdere der tror, at møblerne ikke længere tilhører nogen. Og en kontorstol er nem at stoppe i en bil. Men stolene tilhører altså boet, og når vi har købt inventaret er det vores.

Lokal stoleproduktion

Da Fjerritslev mistede sin stoleproduktion, efter RBM flyttede produktionen til Sverige, har Peter også her taget initiativ til udvikling. Han indledte et nært samarbejde med stålvirksomheden Scaniro på Håndværkervej i Fjerritslev, der leverer understel til de skalstole, som i dag samles i kælderlokalerne hos Bop Kontormøbler. Skalstolene sælges i stort antal til skoler, sportshaller og de mange multihuse, der skyder op i forbindelse med forsamlingshuse eller nedlagte skoler.

Der sælges også nye møbler

Bilerne i gården fortæller en tydelig historie om de seneste tre års udvikling. Det startede med en lille varevogn, så kom der en lidt større kassevogn, og for nylig har Bop fået en decideret lastbil.

– Det vigtigste er logistikken. De største omkostninger er at flytte tingene, og de skal ikke flyttes mere end godt er.

Vi afbrydes kort af en kunde, der lige skal bruge et par ekstra arbejdspladser. Få øjeblikke senere er ordren i hus på to brugte hæve/sænkeborde med tilhørende reoler. Samt et par sorte kontorstole.

– Når det drejer sig om kontorstole, så sælger vi mest nye stole fra Dauphin. Men fordi vi hjælper dem af med fejlkøb og tilbageleverede stole, så kan vi også sælge nye stole til næsten halv pris.

Men som tiderne er lige nu, er Peter Hyldager ikke i tvivl om hvor hans forretning skal være i markedet:

— 75-80 % af de møbler vi sælger i dag er brugte. Vi kan også give tilbud på nye møbler og sælger da også noget. Men det er det brugte kunderne vil have i dag.

Indlægget Det er det brugte, de vil have blev først udgivet på Business Class.

Byens kraftcenter for kultur og idræt – Nordkraft – har fået en ny mand på toppen. Business Class har mødt Finn Taul til en snak og fremvisning i det rustikke interiør.

Tekst: Dadi Halldorsson

Finn Taul, der siden 1. august har bestridt posten som leder af Nordkraft er vandt til at tage imod gæster – både journalister og andre slags. Han har nemlig flere års erfaring fra hotelbranchen som daglig leder, underdirektør, direktør og senest Vice President.

Ikke umiddelbart den oplagte baggrund til stillingen som leder for et kulturcenter. Men ifølge Finn selv har brancherne dog én meget central lighed.

– Som hotelmand er værtskabet meget i fokus. Vi skal altid levere en god oplevelse og sørge for, at gæsterne går hjem med et smil på læben. Dette mener jeg naturligvis også er en vigtig del af det, at være chef i Nordkraft. Det at være katalysator for samarbejdet mellem de mange aktører her i huset og samtidig være manden, der tegner Nordkraft over for resten af omverdenen, er helt klart to opgaver, som jeg prioritere højt.

Så da han faldt over den ledige stilling i Nordkraft, valgte han at gå efter et skift fra visepræsidentembedet på Helnan Hotels til toppen af Nordkraft.

– Der skulle ske noget i Finn Tauls liv, siger han oppe på den 13. etage med udsigt over – næsten – det meste af Nordjylland.

En gennemsnitlig kulturbruger

Finn betegner ikke sig selv som en superbruger af kulturlivet. Og det kan han godt se som en fordel i forbindelse med lederstillingen i et forholdsvis nyt kulturhus.

– Jeg kommer ikke direkte inde fra kulturverdenen, idet jeg hele min karriere har været inden for hotelbranchen. Jeg er naturligvis interesseret i kultur som sådan, men jeg behøver ikke være en inkarneret museumsbesøgende for at bestride denne stilling. For en af mine største opgaver er formidling af huset, salg og markedsføring udadtil, således at dem, der går forbi, ikke er i tvivl om, hvad huset er for en størrelse. Nordkraft er på manges læber. Der er mange der taler om huset og måske har fulgt med i processen. Men jeg tror, der er rigtig mange, der er lidt i tvivl om, hvad huset egentlig indeholder, fastslår han og fortsætter.

– Jeg synes kommunen har været knaldhamrende dygtig og lidt modig ved at ansætte en leder, der ikke har en baggrund fra en anden kulturinstitution. Men når jeg har så mange dygtige og engagerede folk i huset, der kan deres ting til fingerspidserne, så behøver jeg heller ikke være klog på deres vegne. Det er ikke min opgave. Det kan nemlig godt tænkes, at hvis jeg havde stor erfaring fra en anden kulturinstitution, så havde jeg noget med i rygsækken og ville bruge unødig tid og kræfter på at udrede en masse ting, siger han.

Men selvom Finn ikke betegner sig selv som superbruger af kulturlivet, er han alligevel en solid bruger og kendte godt til Nordkraft før han fik stillingen.

– Jeg brugte faktisk Nordkraft en hel del inden jeg fik jobbet, men ellers er jeg en meget gennemsnitlig bruger af kultur. Jeg kan godt lide spektakulære udstillinger, teaterstykker og gamle kirker. Jeg har altid holdt meget af Skråen, ikke mindst efter at det flyttede ind i Nordkraft. Her har jeg fået mange gode timer sammen med familien og jeg forventer at bruge det endda endnu mere i fremtiden. For Skråen har et meget stort og varieret spekter af kulturelle oplevelser, siger han.

Den modige kommune

Om Aalborg Kommune har været en modig kommune med hensyn til ansættelsen af Finn Taul som ny leder for Nordkraft, hænger muligvis godt sammen med Finns påstand om, at Aalborg Kommune har været en modig kommune med hensyn til at få Nordkraft op at stå.

– Man har været ekstremt fremsynet og samtidig meget modig, da man gik ind i Nordkraft for at færdiggøre det. Somme tider, når jeg viser folk rundt herinde, og vi går op at trapperne, så spørger de, hvornår vi bliver helt færdige med huset, siger Finn og peger på væggen i trappeskakten, der fører helt op til 13.etage.

Kommunen er skam færdig med Nordkraft, selvom gammel maling på væggen i trappeskakten falmer af og der andre steder er spartlet til med grå cementblanding. For det er en del af bygningens historie.

– En helt ny og moderne bygning vil aldrig kunne konkurrere med dette hus. At man har beholdt det rå look er en fantastisk beslutning. Man har valgt ikke at pakke det ind og polere, så vi kan se, hvad der har været i bygningen før – og som gæst have en fornemmelse af, at der inde bagved har været noget engang. Jeg synes derfor Nordkraft skal være pejlemærke for hele byen, og gerne hele Nordjylland. For det er et kulturcenter, som ikke findes tilsvarende i landsdelen, og faktisk hele Danmark, siger Finn, der har fundet sig godt til rette i stillingen.

– Der er flere, der har spurgt, om jeg ikke savner livet i hotelbranchen. Og her kan jeg klart sige nej. For jeg er blevet taget fantastisk godt imod her på Nordkraft, og det er jo et vildt spændende job. Vi har et hus fuld af liv med masser af kollegaer og aktører, der bare vil det her, og huset summer dagligt af liv med alle de besøgene og brugere, der kommer forbi, siger han.

En verdensmand fra Skørping

Finn Taul er 53 år gammel, gift med Anette Taul og far til tre voksne børn – David, Simone og Jacqueline. Og selvom familien bor i Skørping, har Finns dagligdag så sandelig ikke været begrænset til det nordjyske.

Han har således været vice president i den dansk-internationale hotelkæde Helnan International Hotels med i alt 15 hoteller rundt om i hele verden. Der fungerede han som øverste chef for koncernen sammen med ejeren. Samtidig fungerede han som administrerende direktør på koncernens seks danske hoteller og var i 2011 ligeledes otte måneder i Stockholm, hvor han drev hotellet i den svenske hovedstad.

I forbindelse med sit arbejde i hotelbranchen har han rejst over det meste af verden, blandt andet for at se på nye muligheder og projekter. Det har bragt ham til lande som Egypten, Marokko, Indien, Sri Lanka, Colombia, Venezuela, Peru, Kina og ikke mindst Nordkorea for at se på nye forretningsmuligheder.

– Jeg har været meget glad for at være en del af hotelbranchen, men da jeg så stillingen som leder af Nordkraft, så kunne jeg ikke lade være med at gå efter den, fortæller han og breder ud med armene ligesom for at omfavne og vise sin beundring for Nordkraft.

– Det er fantastisk inspirerende at arbejde i disse omgivelser. Jeg er overbevist om, at teaterfolkene, musikerne, performerne og alle de andre, der har sin dagligdag her, oplever den specielle stemning, der er her. Det summer af liv hele tiden. For eksempel sad der 50 unge mennesker her i går. Det er ekstremt få steder i verden, at det er lykkedes at bevare og integrere historien i det bygningsmæssige, som her. Det er helt unikt, hvor tydeligt det fremstår, hvad der har været her i bygningen, og at det fremstår så funktionelt. Historien kan vi ikke bygge, den skal være der, siger han.

Fra toppen af Danmark til toppen af Nordkraft

Nordkraft har i alt 26 forskellige institutioner og instanser i huset. Her er Skråen, Teater Norkraft og DGI-huset de største og mest synlige. Men også Biffen, der har eksisteret i 23 år og flyttede ind i Nordkraft 6.juni 2009, er et stort aktiv for kulturcenteret.

Ved flytningen firedoblede Biffen, der tidligere lå i den gamle cigarfabrik C.W. Obel på Strandvejen, antallet af siddepladser fra 50 til 200. Og samtidig fik biografen tre sale, hvor den før kun rådede over én.

Flytningen viste sig at være en god idé, for ret hurtigt tredoblede Biffen sin omsætning.

Biffen, der i starten fik adgang til helt rå lokaler og var med til at bestemme, hvordan tingene skulle se ud, har blandede ting på repertoiret. Således viser den som regel kun film, som ikke rammer lærredet i de store biografhuse. Og under No Limits dagene i Nordkraft i oktober viser den for eksempel en film, der er kåret som verdens dårligste film. Foretagendet blev så stor en succes sidste år, at filmen får hele tre visninger på tre forskellige aftener i år.

– Biffen er også med til at skabe det gode miljø her i huset. Jeg har været hoteldirektør i rigtig mange år, og i Skagen stod jeg sommetider med et arrangement for måske 25-100 mennesker fra forskellige lande, som deltog i en kongres. Vi gav dem så et glas champagne helt oppe på spidsen, hvor de stod med en fod i hver af de to have. Det var som om de havde vundet i lotto. Champagnen smagte bedre og hele oplevelsen var unik. Det samme oplever jeg her i Nordkraft. Folk går nok så meget ind for at se en bestemt film, en koncert eller et foredrag. Men når de træder ind i huset, så er det som om de bliver helt betaget bare af huset og miljøet, fortæller Finn.

Rent praktisk fungerer Finn som daglig leder af husets fællesområder, hvor han kan skabe aktiviteter sammen med de øvrige aktører i huset. Sætter en af aktørerne fokus på et bestemt emne, så kan resten af huset også hægte sig på. Og netop det var tilfældet i efteråret 2011, hvor Teater Nordkraft valgte at sætte fokus på det indiske filmunivers Bollywood. Det medførte, at Biffen også viste film fra Bollywood og restauranter og musikere satte fokus på indisk mad og musik.

– Nordkraft er et kraftcenter og centrum for kultur-, fritids- og oplevelsesmiljøet. Men det er også et pejlemærke for, hvorledes tingene kan integreres til fordel for dem, der tilbyder de forskellige oplevelser, og for brugerne. For uanset brugernes ærinde i huset, så får de en unik oplevelse. Og Nordkraft vil altid være i forandring med forskellige aktiviteter i fællesområderne, fortæller han.

Det nyder brugerne af DGI-husets mange mødelokaler også godt af. For mens de holder kaffepause i kedelhallen, kan de som regel også nyde godt af en fotoudstilling eller et andet kulturelt indslag i fællesområderne.

Kedelhal og Turbinetorv

13 etager. 246 trin. Nordkraft er en kæmpestor bygning med mange fløje, baglokaler og aktører.

I den store hal, som BUSINESS CLASS møder Finn Taul i, og som vender ud mod vest, hænger der stadig kultragte fra dengang, bygningen fungerede som et elværk. Her stod kedlerne og arbejdede på højtryk for at forsyne byen med elektricitet – derfor navnet Kedelhallen.

Fra Kedelhallen går der en bred og lang trappegang ned til Turbinetorvet, hvor elværkets turbiner stod. Dem er der ikke mange beviser på i dag, selvom huset er genopbygget med så få ændringer som muligt.

Det var Cubo Arkitekter, der i 2006 vandt konkurrencen om genopbygningen sammen med Aalborg-tegnestuen Nord A/S. Desuden var ingeniørfirmaerne Korsbæk og Partnere KS og Brix & Kamp A/S og Landskabsarkitekt Egebjerg By og Landskab ApS tilknyttet genopbygningen af elværket som kulturcenter.

Selv farverne fra det gamle elværk har overlevet genopbygningen, idet de okseblodsrøde, orange og panggrønne farver går igen som markører på døre og nogle af vægfladerne.

– Der har været masser af tanker og et kæmpe stykke arbejde bag, før vi kunne står her i dag. Og på et tidspunkt var der nogle visionære øjne, der så, at her skulle der være en kulturinstitution, og tak for, at det ikke endte med at blive revet ned for at gøre plads til et nybyggeri, siger Finn og peger ud på Teglgaards Plads, der vender mod øst.

– Teglgaards Plads er en del af det helt nye område med Musikkens Hus, Karolinelund og Nordkraft. Det er et spændende område og en udvikling, som jeg er meget ydmyg over at få lov til at være med til at præge.

CV

2010 – 2012 Vice president – Helnan International Hotels.

Helnan International Hotels er en dansk ejet hotelkæde med hoteller i flere lande, herunder Sverige og Danmark, i Danmark er der seks hoteller – bl.a. Helnan Phønix Hotel samt Hotel Hvide Hus i Aalborg.

2008 – 2009 Adm. Direktør – AAB Konference, en del af Fodboldklubben AAB. Stod bl.a. for afvikling af VIP arrangementer til fodbold, håndbold samt ishockey. Herudover var der et konferencecenter og et hotel på Hadsundvej i Vejgaard, som også var en del af virksomheden.

2002 – 2008 Adm. Direktør, Color Hotel Skagen.

1995 – 2002 Adm. Direktør Helnan Phønix Hotel / Helnan International Hotels

1988 – 1995 Underdirektør SAS Limfjordshotellet, Aalborg.

1987 – 1988 Daglig leder Hotel Skagen ( i dag – Color Hotel Skagen)

1985 – 1987 Direktør Hotel Hanstholm

1981 – 1985 Restaurantchef Munkebjerg ved Vejle samt Kryb i ly Kro

Fakta

Fulde navn: Finn Taul
Fødselsdato: 04. august 1959
Fødeby: Århus
Titel: Daglig leder på Nordkraft
Civilstand: Gift
Børn: 3

Indlægget Finn Taul – På toppen af Nordkraft blev først udgivet på Business Class.

Stig Severinsen fra Aalborg har globale intentioner. Verdens bedste fridykker vil lære hele verden at trække vejret bedre, og internationale erhvervsledere er klar til at lytte.

Tekst: Kim Konnerup – Foto: Casper Tybjerg/www.ttf.dk

Fire gange verdensmester i fridykning. Otte Guiness-verdensrekorder, herunder den rekord han satte for ganske nylig i Discovery Channels “Superhuman Showdown”, hvor han holdt vejret i 22 minutter under vand. 22 minutter! Cirka lige så lang tid som det vil tage at læse denne artikel.

Stig Severinsen, der trådte sine barnesko i Aalborg og tog sine første svømmetag i Sofiendalskolens svømmehal, har udviklet sin åndedrætsteknik til noget nær perfektion. Men lige præcis den viden, han har opbygget om åndedrættet og dets indvirken på både krop og sjæl, kan være til gavn for alle mennesker. Og den viden er efterspurgt i hele verden.

JEG SPILDER MIN TID I DANMARK

– Jeg kan slet ikke være alle steder, hvor folk vil booke mig. Jeg har godt nok et bookingbureau i Danmark, men jeg satser slet ikke på Danmark. Jeg spilder min tid i Danmark. Jeg har trådt mine barnesko her og elsker Danmark på utrolig mange måder. Men det er godt nok et lille land, når man har globale intentioner.

Hans pointe er ganske simpel. Ved et foredrag i Danmark når han ud til få hundrede mennesker. Ved at deltage i et TV-program på Discovery når han 1,2 millarder seere. Alligevel har han sat halvanden time af til at møde Business Class på en cafe i Århus, hvor han bor nu. Når han altså er i Danmark. Aftenen før vores møde er han landet fra Spanien. Dagen efter skal han til Hong Kong og siden til Californien. Stig lever globalt.

– Jeg rejser rundt i hele verden. Fortæller om det, skriver om det, holder foredrag, workshops. Arbejder meget hands on med folk. Jeg arbejder med alle mennesker, men fokuserer på tre grupper – erhvervsfolk, topatleter og genoptræning. Businessfolk og CEOs, for de har rigtigt travlt og vil gerne performe bedst muligt.

GOLDMAN SACHS PÅ KUNDELISTEN

Så langt er Stig ikke meget anderledes end andre topatleter, der også er populære som foredragsholdere, peptalkere og inspiration for erhvervslivet.

– Erhvervsfolk kan godt lide peakperformance idrætsfolk. De ved du kan noget specifikt, fordi du er en dygtig sportsmand, og det vil de gerne lære. Hvad er opskriften? Men jeg prøver at tage det et skridt videre ved at udvikle redskaber, som de kan bruge, også derhjemme i privaten.

På kundelisten er store, kendte virksomheder, både herhjemme og i udlandet. Arla, Apple, Goldmann Sachs for at nævne nogle få.

– Jeg har for eksempel lavet et forløb for banken Goldman Sachs i London, hvor jeg talte for deres traders. De skal tage hurtige beslutninger, og det handler meget om nærvær, intuition og mavefornemmelser. Åndedrættet er et redskab man har med sig hele tiden. Og man kan bruge det i alle aspekter af livet. Jeg bruger det i forhold til performance og konkurrencer, men jeg træner også mange CEOs som bruger det i forhold til præsentationer og til at være mere nærværende.

LÆREN OM ÅNDEDRÆTTET

Stig Severinsen har selv udviklet sit ‘livskoncept’, som han har givet navnet ‘Breatheology’. Udover sin praktiske erfaring bygger han på sin viden fra en universitetsgrad i biologi og en ph.d. i medicin.

– Breatheology er læren om åndedrættet. Jeg har brugt mange år på at skabe denne livsfilosofi eller livskoncept, som omfatter hele åndedrættet. Både det at trække vejret – som er vigtigt i forhold til at få ilt og energi og overskud – men også det at holde vejret. Altså pauserne og alt det der ligger ind i mellem, ligesom i musik og poesi er det vigtigt med pauserne for at få helheden frem.

Han kobler sin erfaring fra peakperformance og sin viden om moderne medicin og naturvidenskabelig forskning med en interesse for yoga, både den indiske, men også andre tilgange fra afrikanske, sydamerikanske og asiatiske kultur.

– Skal man sige det ultrakort, så er Breatheology et globalt sundhedskoncept, som ser 360 grader rundt om åndedrættet og alle de muligheder og potentiale, der er i koblingen til sindet og måske også til sjælen. Det er et krydsfelt mellem de tre felter: hardcore sport, hardcore videnskab og hardcore visdom.

DET ER IKKE ROCKET SCIENCE

Stig kaster sig ud i en forklaring om det grundlæggende princip i Breatheology. Forventer man en indviklet videnskabelig forklaring, bliver man slemt skuffet. I Stigs opfattelse og ligeledes i hans formuleringer, er det hele ganske enkelt. Det er ikke ‘rocket science’, som han siger gentagne gange.

– Åndedrættet er livstråden i alt vi laver. Vi trækker vejret 20-30.000 gange i døgnet. Det tænker folk ikke over som det første, når de står ud af sengen. Men det burde man måske gøre. Breatheology er også ’the art of conscious breathing’. Hele kernekonceptet er en højere bevidsthed om åndedrættets mange fantastiske potentialer.

Stig snapper en ordentlig mundfuld luft. Senere fortæller han, at det ikke er noget han er bevidst om. Hans krop mangler ilten, og hans tillærte teknikker sætter ind. Simpelt.

– Hver eneste af kroppens tredive trilliarder celler skal have ilt. Folk trækker kun vejret 70-75%. Man bruger kun trefjerdedele af sin lungekapacitet. Man kan sige det på en anden måde: Hver gang man trækker vejret mister man 25% af den energi, man kunne have fået. Det gør man så 30.000 gange om dagen.

Stig kigger smilende og intenst hen over bordet, mens han lader tanken synke helt ind hos modtageren

– Det er lidt sløset at ødsle livsenergi på den måde, for noget som er helt gratis! Det kræver kun en bevidsthed og ikke andet. Så bliver du bedre til at trække vejret, til at bruge dit mellemgulv og optimere din lungekapacitet.

TRÆK VEJRET

Stig skrev en bog om sine tanker og teknikker – Træk Vejret – der oprindelig udkom på Gyldendal i 2008. Det er konceptet herfra, han har udviklet og udviklet. Han så hurtigt det globale potentiale og fik bogen oversat til engelsk.

– Det var lige der boblen sprang og krisen kom. Verden begyndte at se anderledes ud, men folk begyndte også at se anderledes på verden. Hvor det ikke kun er økonomi og materielle ting, der er i fokus, fordi de forsvandt. Mange mistede deres økonomiske fundament og alle de dejlige ting de havde. Men så finder man ud af, at der er andre ting der er vigtigere. Helbred, familie, gode venner … og tid måske.

Da den bølge ramte verden, var Stig klar med bogen. Siden er den oversat til flere af de største sprog. Spansk, kinesisk, russisk. Der er lige lavet aftale om oversættelse til arabisk, og næste sprog bliver portugisisk.

– Det er et tilbud i en travl hverdag. Eller i en virkelighed, som tit er forskellig fra den jeg har. Breatheology er et meget fleksibelt system. Selve bogen er bygget op efter syv hovedafsnit, syv trin, hvor man starter med afslapning og afspænding. Hvor man lærer de basale ting for at slappe af. Komme ned i roligt tempo og få adgang til den del af nervesystemet, der handler om ro – at få pulsen ned og få blodtrykket ned.

Bogen indeholder forskellige teknikker og praktiske eksempler. Der er noget til sport, så man kan blive bedre til at performe hvad enten det er jogging, maraton eller enhver træning. Men også rehabilitering og genoptræning efter sygdom og ulykke. Det favner bredt.

MAN KAN IKKE SNYDE ÅNDEDRÆTTET

– Det er også stress, jeg arbejder med hos folk. I forskellige afskygninger. Hvad gør åndedrættet ved os? Hvordan har vi det? Det er åndedrættet en fin indikator på hele tiden. Man kan ikke snyde sit åndedræt. Man kan snyde sin chef og måske også sin kone.

Stig demonstrerer hvordan vi trækker vejret, når vi stresser. Han holder en hånd helt oppe på brystkassen og begynder at trække vejret i hurtige stød.

– Hvis vi er stressede, så sidder åndedrættet helt oppe i brystet. Hvis vi er angste eller har uro, eller bare er fysisk pressede, så puster vi og hiver efter vejret. Hvis man løber fem kilometer og sprinter de sidste 500 meter, så kan man ikke bare sidde og ikke trække vejret meget. Vi kan ikke snyde åndedrættet – man kan  ikke ’fake till you make it’. Det kan man på et psykologisk plan ved at smile, selvom noget gør ondt. Man kan forberede sig til en præsentation ved at tage pænt tøj på og se selvsikker ud. Men åndedrættet taler altid sandheden.

STRESS BLOKERER FOR ALT

– Det der sker, når folk bliver stressede – især når de går i panik – så mister de al kontrol. Man blokerer mentalt for alt. Tankegang, logisk overblik. Du kender det selv, vi har jo alle prøvet at være stressede, vi er ikke engle. Og man føler, at man ikke kan stoppe op – ’det har jeg ikke tid til lige nu!’ Man bliver aggressiv: ’det kan jeg slet ikke overskue nu!’

Stig taler hurtigt og fægter med armene, mens han illuderer stress. Han river sin tilhører med i en forpustet, jagende talestrøm. Så stopper han op og tager en dyb indånding og puster langsomt ud. Så taler han roligt.

– Åndedrætsteknikker kan være med til at stoppe den tilstand. Det gør man over tid. Du ændrer dit nervesystem – det er det, som det hele handler om. At du tager vare på dig selv., du tager ansvar for dit liv og din virkelighed. Du tager ansvar for dine drømme og hvad du vil nå, men også hvad du vil ofre for det. Rejsen derhen. Processen.

AT ARBEJDE UDEFRA OG IND

Stig ser åndebrættet både som en indikator for vores sindstilstand, men samtidig som en vej ind til sindet og kroppen. Vi kan bruge åndedrættet positivt til at få mere energi, mere fokus og mere kreativ tankegang. Også i forhold til de ting der måske skal ændres – negative tanker, angst eller stress.

– Jeg kalder det også at arbejde udefra og ind. Det er det, der er helt forskelligt i Breatheology hvis du sætter det op imod for eksempel positiv psykologi, mindfullness eller ACT (acceptance and commitment therapy), som er meget oppe i tiden. Jeg er meget interesseret i de ting, og der er mange gode redskaber, men det er stadigvæk at ændre tanker med tanker – det er indefra og ind. Hvis man allerede har harddisken fyldt op – som man typisk har hvis man er stresset og mangler overskud – så er det svært at begynde at bruge andre tanker til at ændre sine tanker.

– Så synes jeg, åndedrættet er så befriende nemt, fordi man arbejder udefra og ind. Du arbejder med luften der kommer ind, med energien der strømmer ind i kroppen. Og DET giver en afslappende effekt på kroppen, fordi den kan mærke, at ’hov, nu slapper han af’ fordi åndedrættet falder til ro.

Igen følger Stigs vejrtrækning hans ord. Hans krop demonstrer hele tiden meningen med hans udsagn. Lige nu mærker man roen bølge ud af Stigs krop, så den nærmest fylder lokalet. Kort efter fortsætter han energisk.

– Og så har det den dejlige bivirkning, at effekten er umiddelbar. Hvis jeg sætter mig ned med en person – uanset om det er en direktør, en topatlet eller en patient der er til genoptræning – så har åndedrættet en umiddelbar effekt. Det er så simpelt, at når åndedrættet falder til ro, så falder pulsen også. Hjertet slår i forhold til åndedrættet. Der er ikke noget rocket science i det, det er så ultrasimpelt.

ÅNDEDRÆT KAN ØGE SALGET

I forbindelse med Stigs nye verdensrekord talte han også for salgsafdelingen hos Discovery Channel. Hans budskab giver rigtig god mening for sælgere, der har behov for at være nærværende i forhold til deres kunder.

– Vi udsender og modtager mange signaler ubevidst. Mange gange ved vi ikke, hvorfor vi siger nej til en sælger. Ved at bruge åndedrættet og være bevidst om det, når man er afslappet i den måde man trækker vejret på, udsender man også et ubevidst signal om, at man er godt tilpas, hviler i sig selv og stoler på sit produkt.

– Man er nærværende når man er i sit åndedræt, for man kan ikke trække vejret fra i går, og man kan slet ikke trække vejret fra i morgen. Man kan kun trække det her og nu, og det bringer dig tilbage til et nærvær. Når man er nærværende, er man også nærværende over for sin kunde. Det giver en autencitet over for kunder, at man er til stede her og nu.

GENOPTRÆNING OG SMERTELINDRING

Stig fortæller, at Breatheology er blevet hans måde at møde folk i verden på. At give dem nogle redskaber de kan bruge i forskellige situationer. Det er en rejse for ham selv også, og han lærer nyt hele tiden.

– Jeg har lavet et fire-måneders genoptræningsprojekt i PTU København, Danmarks største genoptræningscenter. Jeg er hjemme hver måned i Danmark fra mine rejser til USA, Bahamas og hvor jeg ellers er, for at arbejde med tolv patienter, der har postpolio – en meget voldsom og ødelæggende sygdom.

Han arbejder blandt andet med, hvordan patienterne får mest mulig ud af deres lungekapacitet. Hvordan man kan øge deres mobilitet, hvordan man kan bruge åndedrættet som smertelindring, og hvordan man kan bruge åndedrættet til at få en positiv indstilling og til at få lys i kinderne.

– Det der er fantastisk er, at vi alle er i samme båd. Vi trækker vejret på samme måde, det har samme funktion i vores krop. Lige meget hvilken sygdom du har, eller hvor du er i livet, så er åndedrættet en mekanisme, der fungerer på samme måde. Men det kan finjusteres, men lige meget om du kan bevæge armene eller mangler et ben, så har du altid åndedrættet.

– Man kan faktisk lave konditionstræning med åndedrættet alene. Det er simpelt. Når man arbejder med åndedrættet, arbejder man med hjertet, for puls og åndedrættet hænger fuldstændig uløseligt sammen.

VI HAR KRONISK ILTGÆLD

I den travle, moderne verden undrer det ikke Stig, at stress er blevet vor tids folkesygdom. Men også her har han  nemt ved at at trække en fordbindelse til vores åndedræt.

– Når folk falder om med stress, blodprop og hjerneblødning, så er det fordi man trækker vejret for hurtigt og for højt. Man får ikke ilt nok ned i lungerne, og så skal hjertet arbejde hårdere for at få ilt rundt til alle cellerne. Hele kroppen er samtidig i alarmberedskab på grund af adrenalin, når man har stress, så cellerne forbruger endnu mere ilt. Det hele kører hurtigere, hjernen kører hurtigere, og den forbrænder rigtig meget ilt.

Han forklarer at i sport taler man om ‘iltgæld’. Hvis man har løbet en lang tur og standser op, så står man bagefter og puster og hiver efter vejret, fordi man har en iltgæld, der skal betales tilbage.

– Men i vores samfund har vi faktisk kronisk iltgæld. Man er hele tiden bagud med åndedrættet, så hjertet skal arbejde hårdere. Så får man højere blodtryk. Altså tingene er så simple i min verden. Det er ikke rocket science, hvorfor folk er syge, og hvad vi kan gøre for at helbrede os selv. Uden medicin og piller. Astmamedicin og antidepressiver. Der er meget vi kan gøre, bare ved at tage fat i åndedrættet.

ONLINE-SATSNING MED VERDENS BEDSTE

Stig vil gerne have spredt sin livsfilosofi ud til hele verden, men man kan kun være et sted ad gangen. Derfor satser han på at ‘klone’ sig selv ved hjælp af internettet. Han har skabt et online ‘Breatheology Academy’ i samarbejde med nogle af verdens bedste it- og marketingsfolk i Californien.

– Jeg er begyndt at se på onlinetræning, og det er en af grundene til, at jeg rejser til USA for at arbejde med de dygtigste udviklere og internetmarketingfolk. For at få min viden ud og gøre den tilgængelig for folk. Jeg er gået skridtet videre, så det ikke kun er vidensdeling, men også læring. Der er videoøvelser for eksempel. Et åndedræt er svært at beskrive i ord, men på video kan man se, hvordan det præcis foregår, hvordan mellemgulvet skal bevæge sig.

Stig taler begejstret om mulighederne inden for IT og online markedsføring, et emne der tydeligvis interesserer ham næsten lige så meget som åndedræt og fridykning. Men også kun næsten. Han ser store muligheder for at udbrede kendskabet til Breatheology globalt gennem nye onlineplatforme.

– Jeg vil da håbe, at virksomheder for eksempel kan se potentialet i at give deres medarbejdere et livsvarigt medlemskab af Breatheology Academy i julegave. Det er da bedre og mere meningsfyldt end en flaske rødvin eller en æske chokolade!

MISSION ELLER BUSINESS?

Man mærker tydeligt gløden i Stig, når han taler om alle de muligheder der ligger i åndedrættets potentialer. Så når talen falder på, hvordan han er ved at udvikle sin filosofi til en verdensomspændende forretning med bogudgivelser, onlineportal og merchandise melder spørgsmålet sig helt naturligt: Er Stig en missionær eller en forretningsmand?

– Jeg er begge dele. Jeg er da stolt over, at jeg har haft forretning i ti år, og det går fint. Samtidig med at jeg har færdiggjort min uddannelse og blevet cand.scient og ph.d., og har vundet fire verdensmesterskaber, otte guinnessrekorder og meget andet. Jeg er bestemt forretningsmand. Der er ingen skam i både at have en mission og at tjene penge. I USA siger man, at det næsten er min pligt at lave en god, bæredygtig forretning. For så kommer budskabet endnu længere ud.

Han er nu ikke mere forretningsmand, end at han aldrig har haft en forretningsplan eller endda et budget.

– Nu er det heldigvis gået godt nok, så jeg har aldrig skullet låne penge, og jeg har kunnet betale mine medarbejdere. Det er måske luksus, men jeg knokler også røven ud af bukserne. Det er hårdt arbejde, så det handler også om at gøre tingene smart. Jeg har ikke en plan, men jeg har altid haft en retning. Jeg zigzagger meget, men der er altid en retning.

– Jeg har lært, at det ikke gør noget. At der ikke er nogen skam i at have en mission og brænde for sin drøm.  Men jeg håber aldrig at jeg kun bliver forretningsmand, for så begynder budskabet at være hult. Jeg vil gerne være forretningsmand, men det må aldrig kvæle missionen. Jeg er heldigvis barnlig og naiv nok til at synes, at det altid vil være sjovere at svømme rundt og filme, end at sidde og lave regnskaber.

—-

FUCKING TØRSVØMNING!

Stig Severinsen kan med ét ord beskrive alt der er galt med dagens Danmark:

“Får vi stress, fordi vi trækker vejret forkert, eller trækker vi vejret forkert, fordi vi er stressede? Det er jo hønen og ægget, men begge dele er rigtigt. Vi har jo ikke en kultur, hvor vi for alvor arbejder med vores krop. Vi har ikke engang svømning i skolen længere! Vi har fucking tørsvømning! Tørsvømning?

Der er ikke råd til noget som helst i Danmark længere. Man har skåret svømning væk, så børn lærer ikke at svømme mere. De ligger på land på maven og lærer svømmetag. Er det ikke sørgeligt? Det er der vi er kommet til i Danmark, hvis man skal sige det med et billede. Så behøver man ikke snakke økonomi, kriser, socialhjælp og to års dagpenge.

Tørsvømning! For mig der er født i fiskens tegn og er opvokset i Aalborg Svømmeklub er det helt horribelt. Børn lærer ikke kropslighed, så helt fra barndommen går det galt. Vi lærer ikke at bruge kroppen. Svømning er en rimelig vigtig ting at lære, men det handler også om at få en kropslig erkendelse. Der skulle være idræt i skolen hver dag.”

—

FAKTABOKS

Navn: Stig Åvall Severinsen

Født: 1973, Aalborg

Fire-dobbelt verdensmester i fridykning

Otte verdensrekorder – heriblandt at holde vejret under vand i 22 minutter, sat 3. maj 2012 og vist i TV-programmet “Superhuman Showdown” på Discovery Channel

Indehaver af virksomheden Blue Consult

Forfatter til bogen “Træk Vejret” – oversat til engelsk under titlen “Breatheology”

Indehaver af internetportalen “Breatheology.com” – et online-akademi

—-

Indlægget Stig Severinsen: Global Superman blev først udgivet på Business Class.

Han har arrangeret turneer for pigeduoen Creamy og solgt rettigheder og pladeudgivelser for det europæiske melodi grand prix. Han er født i Randers. Han har en kristen livsholdning. Han forguder sin kone. Han vil løsne op for slipset i forhold til klassisk musik. Mød den nyansatte direktør for Musikkens Hus i Aalborg – den kun 35 årige Lasse Rich Henningsen.

Tekst:  Sussie Munk

– Ja, undskyld, men der er altså ikke meget music business style over det her kontor, udbryder Lasse Rich Henningsen med et af de energifyldte og afvæbnende grin, der skal vise sig at være typiske for ham. Han slår dørene op til sit – indrømmet – meget kommunalt udseende midlertidige kontor dybt inde i Skole- og Kulturforvaltningen på Godthåbsgade i Nørresundby. Fra det obligatoriske hæve- sænkebord har Lasse en ikke særlig musikalsk udsigt over forgangne tiders skolegård, et cykelskur og ”Syren”. Man tænker uvilkårligt, at det bliver noget af en forandring, når Lasse om et års tid får sig en helt anden udsigt til fjorden, byen og nogle af Aalborgs største musikalske udfordringer i Musikkens Hus.

Byggeriet tager form

Byggeriet af Musikkens Hus står færdigt om ca. et år. Mange aalborgensere har haft meninger om huset. Der har været utallige debatter om arkitekturen, som endte med det, som nogle vil mene er et slags skrabet bygningsmæssig ”Lily-model” sammenlignet med den houte couture vision og tegning, som det østrigske arkitektfirma Coop Himmelb(l)au barslede med i 2002. Men fremad går det. Det tager form. Man glæder sig. Tænker over ideen i de karakteristiske runde huller i bygningen, hver gang man passerer i bil. Jo, jo: Aalborg er godt på vej til at få sit længe ønskede musikhus, hvor Symfoniorkestret skal bo, hvor musikkonservatoriet skal bo, hvor studerende fra AAU skal bo, og hvor der skal spilles bl.a. klassisk musik som aldrig før for borgerne i arbejderbyen. Nu har fonden bag Musikkens Hus så også ansat frontfiguren: Valget faldt på Lasse Rich Henningsen, der er tiltrådt  som administrerende direktør med virkning fra 1. april 2012. Lasse Rich Henningsen er 35 år og har siden 2005 været ansat i The Music Business Organisation (MBO) A/S, hvor han senest har været COO samt direktør for firmaets Business & Legal Affairs.

Valg, der holder

Men hvem er han så, sådan rigtigt, den nye direktør? Lasse Rich Henningsen er født og opvokset i en kernefamilie i Randers. Forældrene var begge to lærere, og han var den stille og rolige stræber-lillebror til to ældre søskende.

– Jeg var den pæne dreng, den stille dreng, der spillede klassisk klaver og var en stræber i skolen. Spurgte man én af mine venner fra dengang, ville ordene nok være, at jeg var morsom, og en som gerne ville have de bedste karakterer. Jeg var – som mine søskende i øvrigt sagde – ”familiens hvide får”, siger Lasse, som om det giver mening. Hvad er et hvidt får?? Forklaringen kommer lige efter:
– Altså det kommer, når man er opdraget til, at man ”er som man er”, og at man skal være stolt af at være, den man er. Jeg er vokset op med en vished om, at jeg var mere end god nok, siger Lasse med en tilfreds mine, der viser, at den har virket, den opvækst.

– Jeg er gift med Kristina, der er lærer på en friskole i Randers, vi bor i Mariager, og vi har tre børn, fortæller Lasse. Han bliver blød i stemmen, når talen og tankerne falder på hans kone og bedste ven, Kristina, som han sådan nærmest lidt Keld og Hilda-agtigt blev gift med, da han var 21 og hun var 22. I dag gyser han helt ved tanken om, så unge de var, til at træffe et så alvorligt valg, Tænk hvis hans børn, Magnus på 11, Bastian på 8 eller Lea Anemone på 3 om nogle år kommer og præsenterer samme idé….

– Om det var nogen, der advarede os? Jae, min mor. Hun advarede Kristina! Tænk, hun syntes, at Kristina var for god til mig, storgriner Lasse. Valget af ægteskab og Kristina siger måske en del om direktørens dømmekraft. At han er god til det med beslutninger, der holder.

– Jeg er simpelthen SÅ forelsket i min kone. Det er helt vildt. Jeg synes, at hun er noget af det mest fantastiske.

Men – hov – nu går der vel ikke facebook-lykke i det hele? Vi kan altså også ha’ de vildeste skænderier, men vi er bare soulmates, det er vi.

Gud og business

Meget tidligt i interviewet får Business Class udsendte, den impulsive fornemmelse, at Lasse baserer sit liv på dybere værdier end blot på business. Der er noget med den måde, hvorpå han virkelig tror på tingene, passionen, som han står ved, og som lyser ligesom en lille konstant ild indeni.

– Ja, jeg er faktisk vokset op med et tydeligt forhold til kirken og kristendommen. Jeg kommer i en frikirke et par gange om måneden, og troen giver mig en fred og ro, som jeg ikke kan finde andre steder. Troen giver mig styr på alt det der eksistentielle, så det aldrig fylder negativt. Jeg tror på, at Gud har skabt denne her jord – jeg har en tro på Gud, som der ikke kan rokkes ved, forklarer Lasse. Hurtigt derefter tilføjer han, at han synes det med troen, altså ikke virker synderlig relevant for artiklen om ham. Det anerkender journalisten – men hun siger samtidig, at det nok alligevel vil skinne igennem teksten, ligesom det skinner igennem ham.

Tourmanager for Creamy-pigerne

Lasse Rich Henningsens karriere har fulgt en noget bugtet sti, der via mærkelige tilfældigheder, har ført ham ind i underholdningsbranchen.

– Efter gymnasiet var jeg på højskole, og så i 1997 flyttede jeg til Aalborg og arbejdede som lagermand hos C&N Trælasthandel i kort tid. Jeg tror ikke engang, at de kan huske mig derude, for jeg var der vist kun i tre uger, og så fik jeg job som vikar et år på Randers Kristne Friskole,. Det var et meget sjovt og lærerigt år for mig. Jeg begyndte at læse erhvervsjura på Aalborg Universitet i 1998, og mens jeg var i gang med det, kontaktede storebroderen til en af Creamy-pigerne mig.

(Creamy var en dansk pigegruppe, bestående af Rannva Joensen og Rebekka Mathew. Gruppen lavede musik fra 1999 til 2002. Creamy startede i 1999 med at lave et album med elektroniske udgaver af danske børnesange, hvor de sang hen over techno-rytmerne. Albummet havde udelukkende coverversioner. Her hittede de særligt med sangen ‘Æblemand’ og ‘Krabbesangen, red.)

Han spurgte, om jeg ville være med til at arrangere Creamys tourneer, og uden at tænke nærmere over det, hoppede jeg som meget ung ud i en lederstilling, hvor jeg var med til at arrangere alt lige fra mindre opgaver til store shows At jeg begyndte så ung, er årsagen til, at jeg trods alt har 13 års ledererfaring fra underholdningsbranchen, siger Lasse, der i løbet af studietiden også blev ansat hos T.G. Management i Aalborg, der stod bag succeser som Aqua, Cartoons etc.

– I årene som Tour Manager for mange forskellige kunstnere, var der tale om projektledelse for alt mellem 3 og 60 mand. Det var ganske simpelt verdens bedste studiejob. Jeg læste erhvervsjura i hverdagene og var på turné i weekenderne.

13 ansøgninger til finansvirksomheder

– Set i bakspejlet kan jeg godt se, at underholdningsbranchen var meant to be, for mig. Jeg drømte ellers om at arbejde i den finansielle sektor, når jeg blev færdiguddannet. Da jeg fik mit eksamensbevis som erhvervsjurist i 2003, sendte jeg 13 uopfordrede ansøgninger til finansvirksomheder og én til CMC – den store musikproducent i Aalborg. Det var lidt sjovt, for den eneste jeg hørte positivt fra var selvfølgelig CMC – og selvom vi havde en meget god kontakt, blev det dog ikke til mere dengang. Jeg arbejdede i mellemtiden videre hos TG, og så i 2004 fik jeg en opringning fra Per Dam Jensen, der på det tidspunkt var COO i CMC (han er nu direktør i Fårup Sommerland, red.), forklarer Lasse. Efter et hemmeligt møde på toppen af Hotel Hvide Hus, begyndte Lasse sin lange og spændende karriere i CMC og MBO. En karriere, der varede helt indtil 2011, hvor MBO blev solgt til Universal Music. I MBO fik Lasse gennem skiftende ledende funktioner både ledererfaring og ægte jord under neglene, som han kalder det at være ude blandt kunstnerne i virkeligheden. Lasse var bl.a. ansvarlig for alle musik og videoudgivelser i hele verden i forbindelse med the Eurovision Song Contest.

Et kick af udfordringer

– Jeg kan bagefter se, at jeg gik ind i musikbranchen, da den var allermest presset på grund af Internettet, der fik salget af CD’er til at falde drastisk. Nu har jeg forladt industrien, bedst som det begynder at gå godt med salget igen. Men det er nok ikke tilfældigt, for jeg er sådan, at jeg altså får lidt af et kick af udfordringer, griner Lasse. Og egenskaberne, som en slags musikbranchens bjergrytter, fik han masser af brug for i sine forskellige jobs hos MBO. Og – hvem ved – de kommer ham måske også til gode som chef for Musikkens Hus.

– Jeg ser mig selv som en slags mellemting mellem købmand og forretningsmand. Men det jeg er allermest – er kommercielt tænkende. Det er min opgave at få huset til at løbe rundt, at skabe synergi mellem beboerne – kunstnerne skal derimod følge deres passion og lave flot musik. De mange kunstnere, der kommer til at ha’ deres gang i Musikkens Hus, skal koncentrere sig 100% om kunsten, musikken. Så kan de lade mig slås med alt det praktiske og økonomien. Vi skal alle sammen gøre det, vi er bedst til, siger Lasse.

Ind af fordøren med rank ryg

– Som leder går jeg meget op i at være synlig, jeg er typen, der bliver mere synlig, jo mere modgang der er.  Hvis man én gang har taget depechen, så skal alle også kunne se, at man har den. Synlighed er afgørende for god ledelse, som jeg ser det, siger Lasse. Han er langsomt begyndt at bygge en lille stab op omkring sig. Hans plan er bruge en gruppe musikstuderende som arrangementspersonale i huset, ud fra den filosofi, at de jo elsker musik og vil være et fantastisk ambassadørkorps at ha’.

– Jeg vil gøre mit bedste for at sikre, at alle beboere i Musikkens Hus bliver glade mennesker – og det gælder lige fra rengøringspersonalet til teknikere og studerende. Det er ekstremt vigtigt, at gæsterne i huset møder glade mennesker, der smiler og er åbne. En af mine vigtigste livsfilosofier er: ”Proud people perform”. Jeg kan ikke huske, hvem der har sagt det, men det handler om, at din holdning til det du skal, definerer det outcome, der kommer ud af det. Man skal gå ind af fordøren med rank ryg i stedet for at komme snigende ind af bagdøren. Man kan ikke være iværksætter uden entusiasme, og jeg ser mig selv og Musikkens Hus som et slags avanceret iværksætterprojekt, understreger Lasse. Han ser klassisk musik, som et produkt – i virkeligheden som alle andre produkter. Men alligevel er der en væsentlig forskel:

– Musik er et af de mest essentielle produkter, man overhovedet kan sælge. Alle kan mødes i musikkens sprog – og selvom om man ikke selv kan spille det, kan man i hvert fald lytte til det og forstå det.

Dronningen og skraldespande

At der var opslået en ledig stilling som ny direktør for Musikkens Hus hørte Lasse helt tilfældigt om i en lufthavn. Da var der 36 timer til ansøgningsfristens udløb. Da han endelig ankom til sit hjem senere på aftenen, fik han flikket en ansøgning sammen på mindre end et par timer. Det var den 17. juni sidste år.

– MBO var da midt i at blive solgt til Universal Music, og en karriere her var også tillokkende. Men jeg måtte bare søge stillingen i Musikkens Hus. Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg faktisk engang har sagt sådan lidt henkastet til mig kone: ”Hvor kunne det være spændende at drive et koncerthus engang”. Det var, mens jeg var tourmanager, og hun var med som stylist og vi rejste land og rige rundt med unge mennesker og artister som Creamy – og jeg selv senere med James Sampson, MGP, Razz, Anne Gadegaard og alle mulige andre. Dengang grinede min kone bare af mig…, siger Lasse. Han er tydeligvis meget glad for sit nye job, hvor han – med egne ord – kan hilse på Dronningen om aftenen og tømme skraldespande om dagen.

– Jeg glæder mig til den menneskelige kontakt. Den har jeg savnet til sidst i MBO, hvor jeg arbejdede meget med rettigheder og kontrakter. Jeg glæder mig til at stå ved døren, når folk går hjem efter en koncert. Smiley’en bliver jo tildelt ved døren, ganske simpelt, og folk skal være 20% mere opløftede, når de går, end da de kom. Altså uanset om folk har en møgdag eller er lykkeligt nygifte. Det er mit personlige succeskriterium.

Testet i alle ender og kanter

Selve ansættelsesproceduren, der foregik via en headhunter, har været lidt af en rejse for Lasse. Han ved stadig ikke, hvem han egentlig var oppe imod, eller hvem de andre kandidater var.

– Jeg blev testet i alle ender og kanter. Da jeg så endte med at komme gennem nøglehullet til en samtale i København, var det først meningen, at det skulle foregå via Skype pga. afstanden og nogle andre aftaler. Men jeg valgte i sidste øjeblik at stå op klokken fire og køre til hovedstaden, skifte tøj til jakkesæt på en p-plads og så møde til samtalen kl. 8. Meget mærkeligt at tænke på, at jeg få minutter inden havde stået i underbukser på p-pladsen, griner Lasse. Underbukser til trods, så endte det med at blive ham, fonden bag Musikkens Hus valgte til opgaven.

– Jeg fik det gode budskab i telefonen om aftenen, da min kone og jeg lå i sofaen og arbejdede med hver sin computer. Jeg forsøgte at bevare en vis coolness, men det var altså svært, fordi min kone flippede ud af glæde i baggrunden, fortæller Lasse. Så fulgte en lidt stresset periode, hvor han skulle nå at meddele sin arbejdsplads sin opsigelse, i det meget korte tomrum mellem byrådets godkendelse af hans ansættelse  i Musikkens Hus – og inden nyheden slap ud i pressen.

– Jeg har fået mange tilkendegivelser fra folk, der heldigvis synes, at Musikkens Hus er heldigt, at det har fået mig. Min far er fuldstændig nørdet med klassisk musik, og han er virkelig så stolt og glad for mit nye job. Han har aldrig rigtigt fanget det, jeg arbejdede med før – han har vist kun ladet som om han interesserede sig for det. Nu glæder han sig som et barn, og han bliver helt sikkert stamgæst, når huset åbner.

Jeg vil fjerne formkravene

– Lige nu sidder jeg med en masse planlægning forud for åbningen af huset. Det handler først og fremmest om at få defineret en arrangementsprofil – hvad skal indholdet være? Derudover arbejder vi med alt fra at etablere de rigtige IT-løsninger og til at sikre at driftsbudgetteringen og organisationsplanerne falder på plads, restauranten får den bedst mulige forpagter, osv. Det ligger fast, at Musikkens Hus bl.a. indeholder en koncertsal til symfonisk musik, og jeg har en klar mission i forhold til at få løsnet på slipset i forhold til det. Det er som om, der er en holdning om, at går man til klassiske koncerter, så skal man også kunne udtale alle komponisternes svære efternavne helt perfekt. Man skal være pinligt ædru og holde hvidvinsglasset sofistikeret på stilken, mens man nipper til det. Man skal klappe rigtigt, og ikke for engageret. Man skal ha det rigtige tøj og slips på. Klassisk musik er pakket ind i en masse formalia, som jeg gerne vil udfordre. Jeg vil fjerne formkravene til, hvordan man lytter til klassisk musik. Jeg vil udvide mængden af publikum. Det sjove er, at hvis man tester det, så kan langt de fleste mennesker faktisk lide klassisk musik. Det gør én glad, pulsen falder, man slapper af. Sådan er der ikke meget rock musik, der virker, siger Lasse og tilfører:
–  Derfor skal Musikkens Hus udstråle varme og imødekommenhed, og det skal begynde allerede uden for bygningen. Men en anden og ligeså vigtig mission for mig er, at jeg gerne vil udfordre den udvikling i vores samfund, der gør, at man ikke behøver noget talent, for at blive kendt. Man skal slet ikke kunne noget, kendtheden er et mål i sig selv, og hvis man er et 14-årigt klassisk violintalent, er man jo nærmest en undskyldning for sig selv i dag. Talentfulde unge er ikke helte længere, og det skal de være igen. Det er mit håb, at jeg i Musikkens Hus kan skabe nogle rammer til kreativitet, hvor de unge talenter kan stå ved, det de laver og kan være stolte af deres talent.

Citat:

” Hvad min styrke er? Hm. Min styrke er mit temperament, og min svaghed er også mit temperament. Nej, slet det! Jeg ved, at jeg for det meste er kendt som en omgængelig og behagelig mand. Men jeg er også en bulldog type, der bliver rasende, hvis jeg møder ugidelige mennesker, Ugidelighed er det værste i verden, Jeg er opvokset med, at man skal gøre sit bedste, og det modsatte af det, er ugidelighed,

Faktabokse:
Den private
Gift på 14. år med Kristina, der er lærer på en friskole

Har tre børn

Huser også hamsteren Bif, akvariefisk og to kaniner

Burde dyrke sport

Er en håbløs romantiker, der elsker Notting Hill, specielt den scene, hvor heltens excentriske lejer Spike med alt andet end toptrimmet overkrop, men høj selvtillid, møder verdenspressen foran døren,

Elsker kyssescener til sidst i film. Sådan burde alting ende.

Lytter helst til Carpark North.

Ser forbilleder i mænd, der har ordet i deres magt. Bill Clinton, Winston Churchill og Barak Obama er nogle af heltene.

Den professionelle

1999: Tour Manager for Creamy I/S.

2002: Tour, Coordination & Promotion Manager / Legal Advisor og senere Head of Booking hos T.G. Management ApS i Aalborg. T.G. Management blev grundlagt af direktør John Aagaard i 1985 og har siden da med succes repræsenteret, opdaget eller udviklet internationale artister såsom Aqua, Cartoons, Me & My, YouKnowWho og Cut’n’Move.

2003: Erhvervsjurist ved Aalborg Universitet

2005: Forskellige stillinger i The Music Business Organisation (MBO) A/S, herunder Business & Legal Affairs Manager/Director, Project Manager ESC samt COO. MBO består af en række selskaber, der opererer inden for forskellige områder af den nordiske musik- og underholdningsbranche.

2012: Adm. direktør i Fonden Musikkens Hus i Nordjylland

Indlægget Lasse Rich Henningsen: Manden i huset blev først udgivet på Business Class.

Anders Bruun, administrerende direktør for MediaX og udgiver af dette magasin, tager for første gang i næsten to år bladet fra munden og fortæller sin version af de mange historier om hans person og hans virksomheder. Han mener blandt andet, at Nordjyske Medier har en skjult kommerciel dagsorden i deres redaktionelle dækning af hans person. ”Jeg koster dem 25-30 millioner årligt,” siger han i dette interview.

– Jeg gider ikke trædes på mere. Det har været som to års konstant vandtortur. En heksejagt, hvor de afledte konsekvenser går ud over folk, der ikke burde være omfattet. Familie især, ikke kun den nærmeste familie, men hele familien. Men også venner, bekendte, ansatte. Samtidig bliver man ramt på sin evne til at forsørge.

Anders Bruuns øjne gnistrer af liv. Et af de markante træk i ansigtet på den mand, der tilbage i firserne rullede op foran Aalborg Universitet og udfordrede Johannes Andersen med ordene: ”Jeg kan sælge ti gange så meget til jeres universitetsblad som I selv kan!”

Siden han på den måde kom ind i mediebranchen har han været en markant skikkelse i dansk magasinproduktion, både lokalt og nationalt. Ofte omdiskuteret og kontroversiel med en uortodoks tilgang til branchen, til andre tider hyldet og anerkendt som visionær igangsætter. Men især de seneste to år under kraftig beskydning for sine selskabskonstruktioner.

– Jeg har været tavs i to år. En række gode venner sagde godt nok, at jeg skulle gå i offensiven, men det var i forvejen umuligt at komme igennem med mine synspunkter, når modstanderen nærmest har 100% monopol.

Anders Bruun valgte derfor at undlade at udtale sig eller svare på spørgsmål fra Nordjyske, selv om presset til tider var stort.  Men en række begivenheder det sidste halve års tid har fået ham tilbage i offensiven. Denne gang lytter han til de folk og alliancepartnere omkring ham, der har rådet ham til at tage kampen op.

– Det gør jeg så. Også så det kommer til at kunne mærkes på flere områder, uden at jeg kan komme nærmere ind på det lige nu. Jeg har valgt at slå tilbage.

Nordjyskes advokat advarede mig

Således beredt og kampklar kaster vi os ud i en detaljeret gennemgang af de begivenheder, der har ført frem til Anders Bruuns nuværende situation. For mange folk er han omgærdet af rygter og forestillinger baseret på historier, de har hørt eller læst. Nu kan de høre hans egen version.

– Jeg havde en tvist med Nordjyske Medier, som blev afgjort ved en voldgiftssag i efteråret 2010. Ved afslutningen af hele sagskomplekset hviskede Nordjyskes advokat til mig i al venskabelighed, at jeg burde indstille mit virke med magasiner, ellers ville det gå ud over mig selv på et plan, jeg slet ikke kunne forestille mig. Jeg troede naivt, at det handlede om almindelig forretningsmæssig konkurrence. Men det var et vink med en vognstang.

2. januar vågnede Anders Bruun op til et veritabelt angreb i Nordjyske Stiftstidende. På forsiden af årets mest læste udgave fyldte han mere end Lars Løkkes nytårstale. Inde i avisen et tillæg på hele seks sider om Anders Bruun og Mediehuset Advice. Artikel på artikel med overskrifter som ”Bladfirma med milliontab”, ”Han er kold og usympatisk”, ”Jeg vil ikke samarbejde med Advice”.

– De skrev, at jeg ikke ønskede at blive interviewet. Men de havde kontaktet mig på telefon og mail, og jeg havde indvilget i at svare på spørgsmål, men betingede mig også at se artiklen og at de bragte alle mine svar uden ændringer. Jeg hørte ikke fra dem igen.

De smed en A-bombe lige ind i mit liv

– Det kørte på over flere dage og uger, nærmest som ’breaking news’ på alle platforme. Man bliver smidt i et massivt hul på iPad, online, radio, TV, avis. De finder betalte ’eksperter’, som udtaler sig på et skrøbeligt grundlag ud fra den ’virkelighed’ som Nordjyske præsenterer
dem for.

Anders Bruun følte det som en A-bombe, der blev smidt lige ind i hans liv. Han har ingen muligheder for at svare tilbage på det, han føler som uhyrlige anklager og beskyldninger. Artiklerne kalder ham på det nærmeste konkurssrytter og siden har avisen gentagne gange benyttet Anders Bruun som eksempel i artikler om ny lovgivning mod netop konkursrytteri.

– For mig er en konkursrytter en mand, der med forsæt driver virksomhed med henblik på at berige sig selv ved at påføre andre tab. Det har jeg aldrig gjort. Tværtimod har jeg bare siden 2008 tabt og mistet egenkapital og indskudte midler i et omfang af 10 millioner.

Derfor nægter han også at anerkende Nordjyskes præmis for anklagerne. Han har heller ikke ’jævnligt gået konkurs med virksomheder med tab til kreditorer på 25 millioner’ som det lyder i artiklerne.

– Selve tallet 25 millioner er vanvittigt forkert. Det er en forkert summation, for det drejer sig jo ikke om, at der er tabt 25 millioner til eksterne kreditorer. For det første er det inklusive de penge, jeg selv har mistet, hvor jeg formentligt er suverænt den største kreditor. Der er heller ikke taget højde for, at der var debitorer til at dække en del af det skyldige beløb. Der har ikke været ’hundredvis af kreditorer’ som Nordjyske hævder.

– Ud af de ’18 konkurser’ er der mindst 13 selskaber, der blev lukket eller tvangsopløst på én gang, som del af en hel koncern. En koncern der gik konkurs på et forkert grundlag, har domstolene efterfølgende konstateret. Stort set alle selskaberne var endda tomme selskaber helt uden aktivitet, økonomi og ansatte.

Koncernkonkurs på forkert grundlag

Historien om den store koncernkonkurs er en af de historier, der nager Anders Bruun mest. Han havde opbygget en organisation med næsten 200 ansatte og et hav af aktiviteter. Han blev udnævnt som en af de ti mest magtfulde kulturpersoner i landet. Han blev hyldet som en innovativ og strategisk leder.

– Vi var i gang med at føre vores medier ind i IT-verdenen. Vi lavede hjemmesider som nogen af de første. Vi blev kåret i Cannes for verdens næstbedste hjemmeside for Roskilde Festival. Vi lavede reklametelefoni sammen med Sonofon og skaffede dem 100.000-vis nye kunder. Men så bristede IT-boblen.

Fra den ene dag til den anden blev bankerne bange for alt, der havde med IT at gøre. Der var ingen lyst til at låne penge ud til IT-branchen, selvom Advice havde haft millionoverskud året før. Men det, der satte Anders Bruun og Advice ud af spillet, var en kompliceret retssag med Skat om et af datterselskaberne, Tjeck Magazine.

– A-pressen havde købt halvdelen af ungdomsmagasinet Tjeck Magazine A/S. Skat beskyldte LO for at give selskabet ulovlige subsidier. Det var forkert, men vi skulle stille en to-cifret milliongaranti til Skat mens sagen kørte. Det kunne jeg ikke, og koncernen gik derfor konkurs. Skat tabte 18 måneder senere sagen i Skatteankenævnet – men der var koncernen jo lukket for længst.

Startede helt forfra med Appetize og blev en del af Nordjyske

Der var ikke så meget at gøre for Anders Bruun end at starte forfra. Han stod tilbage med en enorm milliongæld, men så et hul i det lokale annoncemarked, og i 2002 udkom første nummer af det aalborgensiske kultur- og livsstilsmagasin Appetize. I 2003 fulgte erhvervsmagasinet Business Class og ungdomsmagasinet Blast (sidenhen omdøbt til Zekvens). Det vakte interesse hos det store nordjyske mediemonopol.

– I 2004 spurgte de, om jeg ville sælge virksomheden. Resultatet blev, at de købte halvdelen og ansatte mig som administrerende direktør i det nye selskab Nordic Advice A/S. Og jeg blev gældfri. I løbet af halvandet år var vi Danmarks største gratis magasinudgiver med et oplag for APPETIZE på 250.000 eksemplarer hver gang i de fire største byer. Der blev indgået aftaler om magasinproduktion for de største Superligaklubber som FCK, AGF, AaB, OB samt ligaer som Champions League, Euroleague og Royal League.

Anders Bruun blev en del af Nordjyskes medieledelse på 7 personer, og indgik i direktørgruppen i det store nordjyske mediehus. Ambitionerne og strategien var nordisk, som det også var antydet i firmanavnet, men da Anders Bruun indgik aftale med en af Norges rigeste mænd om magasinudgivelse i 64 nordiske byer, trak Nordjyskes bestyrelse i håndbremsen.

– De turde ikke, selv om det faktisk var beskrevet som målet i vores strategi. Der var udbrudt aviskrig i Danmark, og Nordjyske gik fra en offensiv til en defensiv strategi. Det blev starten på en stigende uenighed, der førte til at samarbejdet ophørte. Jeg købte rettighederne tilbage med virkning fra 1/1 2008.

Jeg koster Nordjyske 25-30 mio om året

Anders Bruun er ikke meget i tvivl om, at Nordjyske ønsker ham hen hvor peberet gror. Han synes i hvert fald, det er tankevækkende, at den såkaldte tvivlsomme forretningsførelse der antydes i artiklerne, i store træk handler om virksomheder før Anders Bruuns samarbejde med Nordjyske.

– De kendte alt til min fortid gennem store redegørelser fra både advokater og revisorer. De vidste, at der ikke var  en fugls føde på sagerne omkring konkursen med Tjeck og Advice-koncernen.

Han tror, at det handler om noget helt andet.

– Fakta er, at de cirka 10-15 millioner kroner vi hvert år omsætter for, bliver jo fjernet direkte fra Nordjyskes bundlinie. Og det er ikke bare den umiddelbare annonceomsætning, de mister. Konkurrencen betyder også, at de må sætte deres priser ned. Jeg vil anslå, at vores medier koster Nordjyske 25-30 millioner i fortjeneste om året. Til gengæld sparer annoncørerne rigtig mange penge.

Finanskrisen og Nordjyske kvalte Advice

Da Anders Bruun brød med Nordjyske havde han ikke set, at finanskrisen lurede lige om hjørnet.

– Næ, men hvem havde egentlig det. Men den kom, og det var gennemgribende. Bankerne strammede for alvor på kreditmulighederne. Ikke bare for mig, men for hele samfundet. Fra en kassekredit på flere millioner blev det hele opsagt på få dage til lån med høje afdragskrav.

Derfor var Advice heller ikke rustet til at modstå Nordjyskes afgørende stød 2. januar 2011.

– I første omgang rykkede vi sammen i virksomheden. 20 ansatte var klar til at stå sammen og bevise at vi kunne overleve. Men det stod hurtigt klart for mig, at det kunne vi ikke. Reaktionerne på artiklen var øjeblikkelig.

Efter 28 dage stod det klart. Udsigten til underskud fik Anders Bruun til selv at gå i skifteretten og erklære virksomheden konkurs, og dermed sende alle folk på gaden. Nordjyske havde vundet første runde.

Juridisk opdeling helt efter bogen

Grunden til, at det kan lade sig gøre at køre magasiner som Appetize og Business-Class videre skyldes en juridisk opdeling af produktion og rettigheder. Det var produktionsselskabet, der var gået konkurs.

– Rettighederne til magasinerne blev efter bruddet med Nordjyske placeret i et selvstændigt rettighedsselskab – helt efter bogen. Den juridiske transaktion blev gennemført af Nordjyskes eget advokathus.

Produktionsselskabet lejer rettighederne af rettighedsselskabet. En praksis der er helt almindelig i mediebranchen.

– Der er givet pant og sikkerhed i rettighederne. Hvis de ikke bliver vedligeholdt, mister de deres værdi. Jeg er nødt til at sørge for, at magasinerne fortsætter i en eller anden form, også selvom jeg ikke selv skal være en del af dem.

Nyt samarbejde endte med kompliceret ’skilsmisse’

Det ender han alligevel med at være, selv om han var indstillet på at trække sig fra magasinerne. En person henvender sig og fortæller, at han kan være med til at fortsætte og gøre magasinerne til en endnu større succes. Denne mand bliver redaktør og adm. direktør i det nye produktionsselskab, der lejer rettighederne. Anders Bruun skal tilrettelægge salg, produktion og en række andre funktioner.

– Jeg skulle være den ’lim’ der binder virksomheden sammen.  Men samarbejdet med den nye direktør slutter brat. Under en ferie i januar, cirka et år efter aftalen, meddeler han på mail, at han stopper med øjeblikkeligt varsel.

– Jeg kontakter vores advokat i Århus – som var den advokat den administrerende direktør havde valgt – og spørger hvad jeg skal gøre? Direktøren har forladt posten, sammen med en række medarbejdere der var blevet syge samme dag. Han ville heller ikke lave en ’skilsmisse-aftale’. Hans advokats råd til mig var: Du kan ikke gøre noget, smid penge i et nyt selskab i stedet for.

– Forlaget MediaX overtager driften, og vi ansætter endda den tidligere direktørs kone i virksomheden. Men det viser sig hurtigt, at han stifter sit eget magasinselskab for at konkurrere med os. Og siden har han gjort alt for at forhindre vores drift og påført os betydelige tab. Tab som vi desværre ikke direkte kan forfølge, da manden er personlig konkurs.

Anders Bruun nægter at komme ind på de præcise forhold og omstændigheder af den tidligere direktørs anstrengelser.

– Men det er alt lige fra løgnehistorier til i perioder nærmest daglige chikanerier mod mine ansatte og virksomhedens interessenter. Det hele i et omfang, der for de fleste mennesker vil synes som afpresning og bedrageri.

Tidligere direktør giver problemer

Nye, stærke investorer er klar til at skyde frisk kapital i virksomheden, men truslerne og udfaldene fra den tidligere direktør fører til forsinkelser i processen.

– De nye investorer kan ikke gennemskue trusselsbilledet og tør simpelthen ikke skyde penge i et selskab, hvor de ikke kender de fremtidige konsekvenser.

Derfor blev rettighederne solgt til et nyt selskab, så driften startede helt forfra med nye ejere.

– Det korte overgangsselskab er nu under afvikling. Det har ikke været muligt at indgå en aftale med den næststørste kreditor, selv om vi har tilbudt at dække en eventuel difference mellem debitorer og kreditorer. Debitormassen er stor nok til at dække alle kendte krav fra simple kreditorer og alle andre anerkendte krav.

– Jeg prøver ikke at løbe fra gæld. Jeg har lånt et millionbeløb på privat plan, og skudt dem ind i to selskaber i 2011 og 2012, som jeg desværre taber. Men det er klart, at virksomheden bliver skrøbelig, hvis den udsættes for massive tab på kort tid som følge af trusler og ekstrem illoyalitet.

”Bladkonge” er noget Nordjyske har fundet på

Selvom Anders Bruun har en unik erfaring fra udgivelsen af godt 1.000 magasiner, er han ikke specielt begejstret for titlen ’bladkonge’.

– Det er noget Nordjyske har fundet på. Det er sjovere at pille en konge ned fra tronen. Men det er fair nok. Jeg havnede ikke her, fordi jeg havde særlige forudsætninger for at udgive magasiner, det var et rent tilfælde.

Tilfældet opstod i firserne på Aalborg Universitet, hvor Anders Bruun var i gang med en cand.merc i international virksomhedsøkonomi og en HD i afsætning. Men han færdiggjorde aldrig uddannelsen.

– Først var det AUCs blade, men i løbet af kort tid havde vi overtaget samtlige universitetsblade i Danmark. Virksomheden blev bare større end studiet. Min styrke var, at jeg kunne systematisere og effektivisere en verden, der var præget af gammeldags vanetænkning, og gøre magasinerne lækre og interessante for en attraktiv målgruppe.

Jeg er en rigtig dårlig købmand

Anders Bruun opregner selv nytænkning, som en af sine største styrker.

– Jeg er dygtig til at se muligheder. Jeg har været med til at skabe flere succeser, der stadig eksisterer 10-20 år efter de blev skabt og solgt videre. Jeg har også været for tidligt ude med andre ting. Men udvikling og nye ideer ligger til mig.

Til gengæld kalder han sig selv for en rigtig dårlig købmand, når det gælder hans egen økonomi.

– Jeg har ikke fået lagt penge til side i tide, mens det er gået godt, heller ikke da virksomheden var vurderet til +50 millioner og gav millionoverskud. Jeg har været alt for optimistisk i min tro på fremtiden. Man får ikke særlig stor kredit på hjemmefronten, når man i flere år kommer hjem med mindre end en lærlingeløn. Men jeg ligger som jeg selv har redt. Jeg har selv valgt mine samarbejdspartnere, selvom det er sket i en superoptimistisk naivitet.

Han erkender også, at han kan være besværlig at arbejde sammen med.

– Ja, det tror jeg gerne. Jeg stiller høje krav. Det er nødvendigt at vi altid er skarpe og loyale over for vores produkt, især siden 2008. Jeg kan ikke bruge folk, der ikke vil leve op til deres ansættelsessamtale.

Anders Bruun opremser, at lønomkostningerne ifølge hans vurderinger er faldet 50-60 % for mange i medieverdenen, samtidig med at man skal lave mere for pengene.

– Ja det er urimeligt. Men det er ikke mange brancher, hvor krisen ikke har ramt hårdt. Alternativet er, at der ikke er noget arbejde. Da krisen satte ind faldt omsætningen i hele mediebranchen, og markedsføringsbudgetterne blev beskåret alle steder.

– Det er barskt. Men det er barskt over hele linien. Det gælder hele samfundet.

– Men for første gang i flere år har jeg samlet en stab af medarbejdere, der har potentialet og viljen til at indfri de krav, som tiden stiller. Vi er ved hårdt arbejde i de sidste måneder kommet langt foran de fleste andre, i et omfang så selv rigtig store spillere på det nordiske marked følger med i vores drift og initiativer.

En optimistisk tilgang skaber job

På trods af samfundskrise og mediestorm synes Anders Bruun selv, at han er et positivt menneske med lyst til at være i mediebranchen.

– Jeg er blevet skuffet over flere mennesker, men jeg er ikke en bitter mand. Jeg er vred og gal over den behandling jeg har fået, og derfor tager jeg nu bladet fra munden.

– Der er flere der har spurgt, hvorfor jeg bliver i det. Hvorfor jeg ikke løber skrigende væk. Men det kan man ikke bare, og jeg ville heller ikke gøre det, hvis muligheden var der. Jeg er overbevist om, at jeg bliver den, der ler sidst.

– Jeg er ikke længere superoptimist, men superrealist. Men man kan ikke skabe job uden også at være optimist. Og jeg kunne ikke gå på arbejde uden en optimistisk tilgang til livet. Jeg har lyst til at gå smilende på arbejde hver morgen.

Indlægget Anders Bruun: NOK! blev først udgivet på Business Class.