Danskerne købte lidt flere julegaver i år

julegave

julegave

Årets decembersalg via dankorttransaktioner lander på en pæn stigning på 7 pct. i forhold til sidste år, viser nye tal fra Nets. Når inflation, mobilepay samt stigning i dankort-andelen modregnes, lander den samlede julehandel i år på en lille stigning på ca. 1 pct. Dansk Erhvervs Julehandelsprognose forventede, at årets julehandel ville lande på 7,6 mia. kr., som er samme niveau som sidste år. Nye tal fra Nets viser, at dankortomsætningen i de første 23 dage af december lå 7 pct. højere end sidste år, hvilket er en stigning på 1,75 mia. kr.

”Når dankortomsætningen ligger så markant højt i år, skyldes det først og fremmest, at danskerne i stigende grad køber julegaverne over nettet, hvor man typisk betaler med dankort frem for kontanter. Med det in mente samt når man ser bort fra inflation mv., så lander julehandlen på en lille stigning på ca. 1 pct. i forhold til sidste år,” siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Ifølge Dansk Erhvervs Julehandelsprognose foregik 16 pct. af danskernes julehandel på nettet, hvilket er en pæn fremgang på 10 pct. i forhold til sidste år nethandel.

Danskerne købte julegaverne i sidste øjeblik

Julehandlen slog rekord den 22. december, hvor mange danskere var ude at handle det sidste ind til julen.

”Ser man på danskernes samlede indkøbsmønster, var der både en stor dankortaktivitet i starten af december, hvor mange købte gaver på nettet, samt i slutningen af måneden, hvor julemaden og de sidste gaver skulle på plads,” siger Henrik Hyltoft.