Business Class

Coop går i samarbejde med rejsegiganter

764pxCoopDenmarksvg1

Partnerskab mellem Coop og Star Tour, Airbnb og hotels.com har set dagens lys. Med sit hidtil største initiativ inden for rejser, giver Coop nu sine 1,4 millioner medlemmer en hel stribe nye fordele, når de skal ud at rejse.

Fra nu af kan medlemmerne opnå fordele hos Danmarks største charterselskab, Star Tour, verdens største markedsfplads for udlejning af private boliger Airbnb, den førende booking-side for hoteller, hotels.com, samt det store danske bilferie-bureau, Risskov Bilrejser.

”Når vi spørger vores medlemmer hvilke fordele, de gerne vil have, så kommer rejser ind som nummer 1. Derfor er vi glade for at indgå denne række af nye partnerskaber, der giver medlemskabet endnu mere værdi,” siger chef for Coops medlemsprogram, Mike Dranov

Han lægger også vægt på, at Star Tour har stor fokus på høj feriekvalitet hos familierne. Et godt eksempel er øget kvalitet på børnebuffeterne samt det nye alternativ TASTE som findes på alle Blue Star hoteller, som har fokus på god kaffe og lokal vin, og dermed matcher Coops madagenda fint.

Aftalerne betyder, at medlemmerne får point, når de køber rejser og andre ydelser hos partnerne. Point kan benyttes til at betale for varer på coop.dk eller i de 1200 butikker, når der holdes pointdage.

Om baggrunden for at Star Tour går i samarbejde med Coop, siger salgsdirektør Stig Elling, Star Tour:

”Vi syntes, at vi matcher hinanden godt med fokus på kvalitet både i forhold til indkøb af dagligvarer og ferierejser. Og vi ønsker begge at dække bredt med tilbud i hele landet. Vi flyver fra både Ålborg, Billund og Kastrup og ser frem til samarbejdet med Coop i 2015”.

Medlemsfordelene træder i kraft med det samme. For at opnå fordelene skal man bestille online via coop.dk/partner og oplyse sit medlemsnummer.

Med de nye partneraftaler har Coop nu over 30 partnere, der giver særlige fordele for de 1,4 million medlemmer. Det er bl.a. Apple Store, Det kgl. Teater, Tivoli, OK, og Saxo.