Business Class

Magnus Kjøller: Pointsluger



Anekdoterne om Magnus Kjøller løber i forvejen: ”Har I hørt, at han kun er 27 år og mangemillionær?” ”Han har inviteret alle sine medarbejdere til Las Vegas.” ”Jeg har lige hørt, at han har købt en kæmpestor patriciervilla, uden at sælge den gamle først.”
tekst Sussie Munk – foto Niels Krogh

Da BUSINESS CLASS’ udsendte møder den unge ejer og grundlægger af komet-virksomheden PointShop, Magnus Kjøller i hans nye udsigtskontor ved havnefronten i Aalborg, er det med en forventning om at møde en vaskeægte gulddreng. Måske lidt a al Klaus Riskjær Pedersen, da han stadig var comme il faut og stormede frem med stor indtjening på simple og indlysende ideer, der kunne få andre til at udbryde: ”Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det…!”. Og Magnus Kjøller skuffer da heller ikke forventningen. Med et anstrøg af tilbagelænet nonchalance fortæller han, at han lige er kommet hjem fra en sviptur til Dubai, hvor han i øvrigt vil etablere et selskab, som skal være det fremtidige udgangspunkt for aktiviteterne med incitamentmarkedsføring i hele verden. Når PointShop indtager land nr. 11 eksempelvis.

[expand title=”Læs mere…”]

En nørd med forretningstalent

Men bag billetten til Dubai gemmer der sig også en anden side af personen. Nemlig Magnus fra Bornholm, der ganske enkelt er en computernørd, der samtidig viste sig at ha’ et sjældent forretningstalent. Han er vokset op som lillebror i en bornholmsk familie i Allinge bestående af far, mor, storebror og storesøster. Faren har igennem årene haft flere forskellige virksomheder: Et feriecenter, en grillbar, en flæskesværsfabrik, en marmor-import. Moren gør rent.

Point-universet
Er man pointjæger gælder det om at samle så mange points, at de kan byttes til gaver i shoppen. Man kan score points på flere måder: Ved at svare på annoncørernes spørgeskemaer, købe produkter, anbefale produkter, deltage i konkurrencer osv. Antallet af point afhænger af, hvilke annoncer, man benytter sig af. Pointshop tæller over 3500 pointgivende annoncører og 7,5 millioner pointsamlende kunder i 10 lande. Man kan vælge imellem ca. 50.000 forskellige gaver.

– Da min far havde feriecentret, arbejde min bror der også. Han kørte rundt i en Trabant og tømte skraldespandene. Jeg var kun 5 år, men jeg fik alligevel også et job som skraldeopsamler, husker Magnus og forklarer konceptet, der får det til at stå lysende klart den dag i dag: Udstyret med et kosteskaft med et søm i, gik den lille dreng rundt mellem feriehytterne og fyldte den ene pose efter den anden med skrald og affald.

– Jeg fik en tier pr. pose – det var sådan en slags no cure no pay. Men jeg kan huske at jobbet stoppede, fordi jeg snød og afleverede den samme pose skrald flere gange.

Flyttede hjemmefra som 15-årig

Magnus lod sig dog ikke slå ud af fiasko-forretningen med skraldet. Han har lavet mange små indbringende forretninger i Allinge, f.eks. med de basket-kort, han og kammeraterne samlede på og hjemmesider til de bornholmske håndværkere. Han var teenager, da han blev selvstændig. CM er et akronym for Magnus og Casper – storebroren.

– Vi stiftede CM Network sammen i 1997. Casper var med i nogle uger, men gad så ikke alligevel. Han har sagt, at han fortryder det i dag, griner Magnus. Som kun 15-årig flyttede han hjemmefra – til Aalborg. Årsagen til det geografiske valg var måske en smule impulsivt og kortsigtet:

– At det blev Aalborg skyldtes, at jeg havde noget kørende med en pige herovre. Det holdt da også et par måneder, griner Magnus. Han fik bopæl hos en ven af familien, startede i 9. klasse på Aalborg Friskole, og så var byen ellers hans. Efter folkeskolen startede han på den første ”bærbare linje” på HTX, hvor 80 % droppede ud, fordi de ikke kunne administrere friheden ved at ha’ legetøjet med i skolen. Magnus kunne. Han fik endda hurtigt job hos et lokalt web-bureau, hvor han designede hjemmesider. Noget han allerede havde lært sig selv, hjemme i Allinge. Samtidig gik han i gang med datamatikeruddannelsen på det, der i dag hedder UCN.

Ideen opstod med cola

– Da jeg havde siddet rigtigt lang tid og lavet hjemmesider, som andre firmaer tjente penge på, – besluttede jeg mig for, at jeg selv ville ha’ én. Det var i 2004-2005 hvor jeg lavede datingsitet Hjertebanken.dk. Det var både en god forretning og en fin måde at møder piger på, siger Magnus.

Projektet blev en succes, og i løbet af kort tid havde han 80.000 brugere på sitet. Undervejs opdagede han, hvordan hele annoncemarkedet på nettet fungerede, og ideen til PointShop dukkede pludselig op til overfladen en ganske almindelig grå dag i 2003, hvor Magnus sad sammen med sine studiekammerater i et gruppelokale.

– Jeg blev kontaktet af Viasat, som ville ha’ en banner–annonce på en af mine sider. Hver gang nogen klikkede på ”Ja, tak jeg vil gerne kontaktes”, ville jeg få 100 kroner. Jeg spurgte mine studiekammerater, om de ville klikke på ”ja”. De gad de så ikke – men de gad lige pludselig godt, da jeg gav dem hver en cola fra automaten som belønning for klikket. Det var en win-win-win situation. Alle var glade. Kammeraterne fik cola, jeg tjente penge, og Viasat var også tilfredse, for de endte faktisk med, at en af mine kammerater tog imod deres tilbud. Jeg så pludselig en stor mulighed i at tage denne her web-baserede markedsføring og så lægge et lag glasur på den – selvfølgelig skulle belønningen ikke være cola hver gang, men noget andet.

Ny forretning med salg af second hand

Cola-historien blev begyndelsen på PointShop der i dag er en succesrig overskudsforretning med 30 medarbejdere, aktiviteter i 10 lande og 7.5 millioner brugere af pointsystemet.

– Jeg vil skabe et point-univers, og principielt er der ingen grænser for, hvad man kan give points for. Kun etiske. Jeg satte f.eks. en grænse ved valget, hvor nogen forslog point for, hvem man stemte på. I ca. tre års tid har vi nu kørt med PointBlog, hvor man får point for at blogge. Sitet har mere end tre millioner blogindlæg. Jo mere trafik der er på siden, jo mere attraktiv er den for annoncører, siger Magnus Kjøller. 1. februar kommer PointTrade, der er sidste skud på stammen. Her vil brugerne kunne handle med brugt tøj, møbler etc., og fordi der lynhurtigt vil strømme pointsamlende brugere fra PointShop og PointBlog dertil, vil sitet med stor sandsynlighed overhale f.eks. Trendsales på rekordtid.

Folk lader sig begrænse

Den mest grundlæggende forskel på Riskjær og Kjøller er måske, at Magnus både er modig og forsigtig. Han har outsourcet så meget som muligt af forretningen, webshops tager sig af udsendelsen af gaver til pointsamlerne, og salgsorganisationen er lagt ud af huset. Dermed holdes udgifterne nede. Et andet ufravigeligt princip er at undgå gæld. Alle investeringer er foretaget over driften.

– Jeg har jo aldrig haft et almindeligt arbejde, så jeg tror, at jeg derfor tænker lidt anderledes end mange andre. Hvis jeg skal råde andre, der tænker på at starte en virksomhed, så er mit bud, at man skal tænke ambitiøst med det samme. Det kan godt være, at man skal starte i Danmark for at sikre proof of concept osv. Men derefter er det altså bare at brede forretningen ud. Vi har 5 millioner mennesker i Danmark. I EU er der en halv milliard. Det udvider mulighederne med en kæmpehøj købekraft. Jeg synes, at folk tit lader sig begrænse for meget. Man skal heller ikke være så bange for at ting går galt. Hvis man f.eks. lancerer sit produkt i Portugal og ikke kan portugisisk, så find en løsning hen ad vejen og begynd med Google Translate. Hvor galt kan det gå? Man har altså godt af at skubbe sig selv lidt længere ud, for så lærer man at svømme helt automatisk, fordi det er nødvendigt.

Sjusk pisser mig af

I CM Network er der ansat 10 forskellige nationaliteter svarende til det antal lande, PointShop agerer i.

– Jeg giver medarbejderne meget ansvar, og jeg behandler folk med respekt. Til gengæld skal man gøre tingene ordentligt. Det pisser mig af, når folk er sjuskede og lemfældige. Personligt synes jeg, at det er pinligt, at aflevere et sjusket stykke arbejde, understreger Magnus. Hvad er det, der driver ham? Når man spørger ham, får man forskellige svar, og de er sikkert alle sammen rigtige: ”Det er i det hele taget fedt at arbejde med computere.” ”Det er at lave et koncept, der er sat helt præcist rigtigt sammen, og som folk derfor gider at bruge.” ”Det er, når tælleren over besøgende nederst på sitet tæller helt vildt opad.” ”Det er at ha’ friheden til at rejse til Dubai, når man vil.”

– Et eksempel er PointShops julequiz, som blev en succes, fordi vi havde gjort den optimal og viral på alle måder. 8.9 millioner besøgte den, og jeg har lavet et mærkeligt regnestykke over, at hvis de hver især har brugt 1 minut på quizzen, så svarer det i alt til 17 år, siger Magnus begejstret.

Investerer i andres forretninger

Magnus Kjøller modtager hver uge henvendelser fra virksomheder, der vil ha’ ham til at være Business Angel og investere i deres idé.

– Jeg gør det for at tjene penge, og fordi det er en bedre forretning end at sætte sine penge i banken. Jeg har f.eks. købt halvdelen af IT-virksomeheden KonXion mellem jul og nytår, og jeg ejer også halvdelen af Plusservice. I 2012 vil jeg koncentrere mig meget omkring investeringer i andre virksomheder, siger Magnus. Han mener selv, at hans svaghed er, at han altid vil ha’, at ting er simple.

– Hvis noget bliver for overkompliceret eller bureaukratisk, begynder jeg at kede mig og mister interessen. Det er en ulempe, fordi man jo nogle gange er nødt til at beskæftige sig med komplicerede ting. F.eks. Arbejdstilsynet. De kan jo flegne helt ud over tre ledninger, der ligger på gulvet, siger Magnus. Han har for et år siden ansat en adm. direktør, Thomas Kock, der er bedre til det med det komplicerede. Man leder også efter en CFO, der kan tage sig af økonomien.

Charme, selvtillid og eget flycertifikat

Privat er Magnus ledig på markedet. Han må være en af Aalborgs mest eftertragtede ungkarle, med ny patriciervilla i Hasseris (rygtet talte sandt) charme, selvtillid og snart eget flycertifikat. Det skal blandt andet bruges til at flyve hjem og hilse på i Allinge, hvor han har hele sin familie. En kommende kæreste skal dog kunne leve med, at han er ret nørdet omkring computere, og at han elsker at se film med krig og rumvæsner.

– Min mor tror vist stadig, at jeg bare sidder og spiller computer, hun har lige fået sin første e-mail. Men min far forstår godt forretningskonceptet, slutter han.

[/expand]