Mød Madame Bedemand

bedemand_11

Døren ind til bedemand Bente Sølvkjær binder. Der har været en vandskade, der har sat sit præg på træet. I vinduesglasset prøver en svag solstråle at lave en tynd orangevifte

Tekst: Peter Svanum – Foto: Marie Knap

Bente tager imod og viser ind i det inderste værelse. Der er neutrale grå farver over det hele. Bordet er dækket op med rigtig dug, og kopperne på bordet er kongelig porcelæn. Ikke noget med plastikkrus her. Bente skænker kaffe og fortæller, at det er her, hun modtager de pårørende, når de kommer for at tale om begravelse eller bisættelse.

– Vi kan også besøge de pårørende hjemme, enten hos den efterladte familie, eller i afdødes hjem. Hvor vi så arrangerer det hele.

Et godt bagland jeg kan læsse af på

Hvorfor har du valgt det her job?

-Det har jeg altid ønsket. Jeg synes, at det at være en hjælp for andre er skønt. I det her job skal man kunne tale med alle mennesker, lytte til dem og finde ind til, hvad de helt konkret ønsker. Det synes jeg, at jeg er helt god til. Grunden er jo sikkert, at jeg er den, jeg er, men det skyldes også, at jeg har et godt bagland i form af min familie, som jeg kan læsse af på, når dagen har været lidt streng.

Fortid som blomsterdekoratør

– Inden jeg blev bedemand, var jeg blomsterdekoratør og blomsterbinder, så jeg kan også rådgive med kistepyntning og øvrige blomster, bårebuketter og kranse. Jeg tror, at det er vigtigt, at jeg har haft et andet job før. Man skal have en vis livserfaring, inden man kaster sig ud i det her. En på tyve år er lidt for ung til branchen her.

Bedemanden er en dame med stil

Har du mødt nogle der undrer sig over dit job?

– Ja, til familiefester. Jeg har da haft et par herrer til bords, der så lidt mærkelige ud i ansigtet, da jeg fortalte, at jeg er bedemand. For dem er en bedemand stadig en kedelig, ældre herre i sort konfirmationshabit. De har lidt svært ved at forstå, at det også kan være en dame, der er stylet og med rette makeup.

– Bordherren bliver i første omgang forlegen og får pludselig travlt med at tale med damen til den anden side. Efter fire glas rødvin har jeg ham så igen, og så plejer jeg at briefe ham om alle detaljer, og derefter lukker jeg af vedrørende mit arbejde. Efter otte glas begynder de platte vittigheder at komme frem, og dem gider jeg ikke. Bemærkninger såsom, hvor mange putter og hvor mange futter du om året, er meget sjove første gang, men jeg gider ikke, når det kører helt af sporet.

Grænseoverskridende

– Første gang, jeg skulle være med til ilægning, må jeg indrømme, at her var en grænseoverskridende situation for mig. Man skulle tage et dødt menneske ud af fryseboksen på Syd, trække i ligtøj og lægge i kisten. Det var noget, jeg lige skulle vænne mig til. Jeg vænnede mig nu ret hurtigt. Det er jo en død krop, jeg står med. Det er ikke længere et menneske. Sjælen er væk. Så det er ikke længere et problem for mig. Mit problem nu kan være, om jeg kender den salme, som de pårørende har ønsket, når den døde skal synges ud.

Professionelt styr på tingene

– Til samtalen er det vigtigt, at jeg er den lyttende, men samtidig den, der professionelt holder styr på tingene. De mennesker, jeg sidder overfor har forskellige grunde til, at de sidder her. For stort set alle er det en stor sorg, at de har mistet et familiemedlem eller ven. Nogle er i chok, fordi det er sket uventet, andre føler det som en lettelse, fordi den pågældende har været syg meget længe.

– Endelig har jeg også de pårørende, hvor jeg skal have fat i psykologi for viderekomne, da jeg kan mærke fjendskabet mellem afdødes børn, og der er optræk til et gevaldigt slagsmål om hvem, der skal arve smykkerne, porcelænsfigurerne, de tolv sølvskeer, og hvem der må nøjes med askebægeret fra Himmelbjerget.

Alle trosretninger

– Vi begraver alle trosretninger. For os er det ligegyldigt om vedkommende er kristen, katolsk, ateist eller en af de mange nye religioner, som er kommet til. Jeg synes, at det er meget spændende, hvordan, der er forskellige traditioner indenfor de forskellige religioner. Nogle af vores nye venner, der kommer sydfra, betragter begravelsen som en fest.

– I dag er der mange, der ikke vil være medlem af Folkekirken. De kan så bare ikke blive begravet af en præst. Det kommer ofte som et chok.

Begraves eller spredt ud over havet

–  Nogle vil have et gravsted, nogle vil begraves i de ukendtes og andre vil have deres aske spredt ud over havet. Gravsteder i dag er dyre, og derfor vælger folk ofte alternativer. Et gravsted siger heller ikke mig noget. Når jeg og mine børn vil mindes morfar og far, så hiver vi familiealbummet op af skuffen. At se de situationer, hvor vi havde det sjovt eller hyggeligt sammen med ham, har større værdi for mig end at stå og glo på en sten.

Mere åbenhed

– I dag er der mere åbenhed om døden end der for eksempel var for ti, tyve år siden. Der var det tit, at lægen talte sort, når pårørende spurgte til den syges tilstand. I dag er der mere åbenhed. Det er en god ting, at patienter og pårørende klart får at vide, hvor fremskreden sygdommen er. Nogle patienter og pårørende får at vide, hvor lang tid man forventer vedkommende har igen. Samtidig har jeg dyb beundring for hospice. De er dygtige.

 Hospice kan gøre patienten totalt smertefri og samtidig give pleje og omsorg?

– Ja, de pårørende, der har benyttet vores forretning, og som forinden har haft afdøde indlagt på KamilianerGaarden, har kun rosende ord om stedet, de er helt fantastisk til at pleje patienter, der har en sygdom, der ikke kan helbredes, og som derfor ikke har langt igen.

Lev livet

– Jeg synes åbenhed om død er en god og vigtig ting. Det bortforklarer ikke, at jeg vil finde det dybt uretfærdigt, hvis jeg fik at vide, at jeg snart skal dø. Jeg har meget endnu, som jeg skal opleve, så jeg vil have lov til at leve livet. Jeg vil være den pavestolte mor, når en af mine unger leverer sejrsmålet i fodboldkampen, eller får en flot eksamen. Jeg vil være glad, når de kommer og præsenterer en sød kæreste.

—–

Infoboks

Bente Sølvkjær er ansat ved Begravelse Danmark. Det er en landsdækkende kæde af bedemandsforretninger.

Begravelse Danmark er ejet af Landsforeningen Liv&Død.

I Danmark kan alle blive ansat som bedemand eller starte egen virksomhed. Der er ingen krav om en bestemt uddannelse.

 

1 Kommentar på "Mød Madame Bedemand"

  1. Kim Sperlov | 08/07/2013 ved 11:33 |

    Historien er skrevet af en virkelig dygtig journalist. Det er letlæsligt og meget seriøst. Det er hverken tungt og højtideligt eller overpoppet- men virkelig god læsning, der fortæller om en bedemands job
    Kim Sperlov

Kommentarer er lukket