12/08/2014

Lene Hansen

Lene Hansen har været på toppen, men hun har også mærket nedturen. Nu er hun, hvor hun helst vil være: i Vendsyssel og så som borgmester.
Tekst Stine Olesen-Bakkeløkke – Foto Arkiv

Det er især to stærke kvinder og en fiktiv dreng har været med til at skubbe Lene Hansen frem mod et liv som politiker. Et hverv hvor hendes hjerte banker for dem, der har de sværeste vilkår, dem der kæmper for det daglige brød.

En nat på hospitalet i Hjørring for flere årtier tilbage sidder Lene Hansens farmor. Hun er vågekone. Hun var aktiv i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Er desuden syerske og mor til fire med en mand, der er dødssyg af sclerose. Og hun er politisk aktiv kommunist. Denne nat skal blive den sidste for hende. Hun dør på hospitalet af en hjerneblødning. Slidt op af et liv hvor hun har kæmpet mod fattigdom og for at forsørge sin familie trods de svære kår.

 

[expand title="Læs mere..."]

Lene Hansen beskriver sin farmors hjem som politisk. ”Tonen i huset var politisk”, husker Lene Hansen, hvis farmor stillede op for Kommunistpartiet. Der blev diskuteret og talt om politik og om tiden i modstandsbevægelsen. Nu kan Lene Hansen se, hvor hårdt et liv hendes farmor har levet for at kunne sætte mad på bordet og sørge for tag over hovedet til sine børn og sin mand. Men som lille pige, var de trange kår blot en vag fornemmelse, der blev overstrålet af en stærk og stolt kvinde.

Også Lene Hansens mormor havde sit at kæmpe med. Mormoren blev tidligt alene med et lille barn, Lene Hansens mor, da faderen, som var murer, faldt ned af en stillads og mistede livet. Nu forsørger hun den lille familie ved at tage rund på skoler og gøre rent i gymnastiksale.

Men det var ikke blot fra det nære familiemiljø, Lene Hansen fik sin bevidsthed om de sociale skævheder i samfundet: ’Jeg synes egentlig også at jeg vil nævne et forfatterskab, som har tricket min sociale indignation: Knuth Beckers bøger om drengen Kai Gøtsche. Hans første bog hedder faktisk ”Det daglige brød”. Jeg var ganske ung, da jeg læste bøgerne, som gjorde et meget stærkt indtryk på mig. Jeg er ikke i tvivl om, at de bøger også har spillet en rolle i mit politiske liv.’

Den sociale indignation ansporer Lene Hansen, for at se almindelige mennesker kæmpe for at overleve hverdagen lægger kimen til et langt socialdemokratisk virke for den kommende borgmester i Brønderslev Kommune.

Første kvinde på posten

Det er ikke fordi det ligefrem vrimler med kvindelige borgmestre i Nordjylland eller i resten af Danmark for den sags skyld. Der er også langt endnu, før Folketinget, ministertaburetterne og bestyrelser i det ganske land kønsmæssigt afspejler samfundet reelle opbygning. Så Lene Hansen kan med rette kaldes en forgangskvinde.

I 1998 bliver hun den første kvindelige borgmester i Brønderslev Kommune og i 2002 bliver hun første kvindelige, socialdemokratiske folketingskandidat i Hjørringkredsen. ’Det forpligter at være første kvinde på en toppost’, mener Lene Hansen, ’man skal ud over rampen med sine mærkesager’. Hun glæder sig over, at Danmark nu har fået sin første kvindelige statsminister.

Men der er lang vej endnu, før kvinder og mænd deler lige i porten, når det kommer til topposter i samfundet, mener Lene Hansen. ’Der er indbyggede barrierer på vejen for kvinder’, så Lene Hansen byder forslag om kvoter for kvinder, som man har gjort blandt andet i Norge, i bestyrelser velkommen: ’Det er det eneste, der flytter noget.’ Og på kritikken ”man skal vælge den bedst egnede”, som følger lige så snart man har sagt kvindekvote, siger Lene Hansen, ’jamen hvem siger, at den bedst egnede ikke kan være kvinde?’

En af de barrierer, som Lene Hansen mener, der er for kvinder, der gerne vil arbejde frem mod topposter, er familien. Hun forstår så såre de kvinder, der ikke ønsker at ofre familien for en fin stilling. ’For at gøre det, der kræves af en til en topstilling, må man lide et afsavn, det er meget forståeligt, at det er kvinder, der siger, det er for dyrt’. Lene Hansen selv det levende bevis på, at det ikke behøver at være enten eller, men at det nærmere er en prioritering af tid, det handler om. ’For mig var det et bevidst valg at vente med Folketinget til børnene var voksne’, siger hun. Da børnene var små og boede hjemme, gav det mening at arbejde i det nære, og da de så var voksne og selv på vej, kunne udfordringen om at arbejde som folkevalgt politiker i hovedstaden tages op. På den måde, har hun fået det politiske hverv og rollen som mor til to og bedsteforældre til fem til at gå op i den eftertragtede højere enhed.

Tillidshverv

Ser man på sammensætningen i Folketinget i dag, skal man lede længe mellem cand.scient.hvad.har.vi for at finde sig en arbejder af den gamle skuffe. Også hos socialdemokraterne som ellers har sin traditionsrige rod i fagforeningerne. ’Det er jo partiforeningerne rundt om i landet, der beslutter udviklingen og hvem, der skal stille op. Før i tiden var det en stærk fagforeningsmand, nu er det oftere en cand.scient.pol.’ Lene Hansen har altid set sit virke som politiker som et tillidshverv, det har aldrig været et karrierevalg. Men selvom hendes parti bevæger sig væk fra grundlaget som arbejderparti, er der ikke bitterhed at spore hos hende:
’Vi bad ungdommen om at uddanne sig, og det har de gjort godt.’ Så det er en naturlig udvikling i dagens politik.

Lene Hansens tillidshverv har bragt hende fra det lokale i Vendsyssel til det nationale på Christiansborg. ’Det er sådan i politik, at man skal gå ind ad de åbne døre, der er foran en’. Og således var det naturlige skridt for Lene Hansen at sige ja til en plads, som blev ledig i Hjørringkredsen, da hun måtte se borgmesterkæden skifte plads og blive lagt om halsen på en venstremand. For ifølge Lene Hansen er det ultimative for enhver politiker, at få en plads blandt de 179 folkevalgte på Borgen.

Nedturen

”Jeg ved ikke om man kan komme så langt ned, at man gør sig selv syg, men året efter fik jeg kræft”. Det er ikke den brutale diagnose, som Lene Hansen tænker på som den store nedtur, når hun ser tilbage på sit virke, men måske er sygdommen en følge af nedturen.

I 2001 rammer Anders Fogh-effekten og hans vilje til forandring også på kommunalt plan. Den politiske nedtur er et faktum. ”Jeg var helt nede i kælderen”, sådan beskriver Lene Hansen tiden efter valget. Socialdemokraterne mister magten i Brønderslev Kommune og Lene Hansen sin borgmesterpost. Det er begyndelsen på ti år i politisk opposition for Lene Hansen, men også år, hvor hun træder ind i selve Borgen som medlem af Folketinget

Lene Hansen er ikke den, der ser tilbage og fortryder sine valg. ’Livet er jo en lang række af crossroads, og man kan se tilbage og sige, hvis du havde gjort sådan, var det ikke gået sådan’, men det får man meget lidt ud af, mener Lene Hasen. Hun ser i stedet fremad. Hun er rask efter sin kræftdiagnose og atter borgmester i Brønderslev Kommune.

Flødeskummet på toppen

Det er ikke svært for Lene Hansen at finde de store højdepunkter i hendes politiske virke. Der var første gang, hun blev valgt til byrådet, så første gang hun blev borgmester, da hun blev valgt til Folketinget, og så cremen af cremen: ’at kunne vende tilbage til lokalpolitik og så som borgmester’.

For Lene Hansen er vendelbo, og hun befinder sig godt i Nordjylland. Her er hun opvokset, her har hun uddannet sig og stiftet sin familie. Og her bor hun med sin store have, som, når hun går og roder i den, giver en nødvendige adspredelse fra politikken. Her kommer børnebørnene på besøg, så meget som deres og Lene Hansens tid tillader det. ’Hovedet skal renses ind i mellem’, og her er især børnebørnene med til at skabe ’en anden verden, hvor man kan lege ridder’. Lene Hansen kan kun være enig med den bedsteforældre, der en gang i formulerede rollen som bedsteforældre som livets dessert.

Den lille pige, som fik sin sociale indignation sparket i gang af Knuth Beckers socialrealistiske romaner og to stærke kvinder, voksede op og arbejdede for sin politisk sag og står nu i rækken af stolte og arbejdsomme kvinder i familien.

[/expand]

 

Skriv kommentar

*