Jyske virksomheder nupper priserne ved årets Vækstkonference

e76f9fcf-7031-4225-983d-effa8a1eb384

For sjette år i træk deles der priser ud til landets bedste fødevare- og agrovirksomheder ved Vækstkonferencen, der i år har slået deltagerrekord.

350 direktører og ledere fra landbrug og fødevareklyngen er i dag samlet til årets Vækstkonference i Odense, hvor der diskuteres både produktion, ledelse og salg.

Det er Landbrugsavisen, der i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Dansk AgroIndustri, Danish Food Cluster og Dansk Maskinhandlerforening afholder konferencen for sjette år i træk.

– Vi er ekstremt glade for konferencens udvikling. Vores idé om at bryde med traditionelle rammer og holde konferencen hos en af klyngens virksomheder, har vist sig at give konferencen den helt rigtige profil. I år kan vi melde udsolgt, hvilket er en helt fantastisk milepæl, siger Jacob Teilmann Andersen, vicedirektør hos LandbrugsMedierne.

Temaet for årets konference er digitalisering og teknologisk udvikling i fødevareklyngen. Det holder adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup, blandt andet oplæg om på konferencen:

– Danske fødevarer er efterspurgte overalt i verden, fordi vi har været innovative og konstant har udviklet produktionen. Men verden omkring os udvikler sig også, og der er behov for, at vi ser os omkring efter det, der skal give de næste store gevinster på bundlinjen hos både landbrug og virksomheder. Her bliver digitalisering et afgørende værktøj, forklarer hun.

I denne uge har L&F blandt andet præsenteret 10 anbefalinger til, hvordan den danske fødevareklynge kan få mest ud af digitalisering i Panel for Digital Vækst i Fødevareklyngen.

Årets vindere

Igen i år uddeles der tre priser til Vækstkonferencen, og i år er alle vinderne fra Jylland. De har netop fået overrakt deres priser af Karen Hækkerup.

1) Årets vækstvirksomhed: SKIOLD

Den nordjyske virksomhed SKIOLD fra Sæby, som er leverandør af foderanlæg, staldsystemer og komplette løsninger, har vundet årets vækstvirksomhed på grund af sin sunde og høje økonomiske vækst.

– I modgangsåret 2016, hvor store dele af landbruget var tabsgivende og mange leverandører også måtte notere tilbagegang, kunne en af de virkelig solide veteraner markere sig med så fornem en fremgang, at virksomheden gør sig fortjent til prisen som Årets Vækstvirksomhed. SKIOLD kan føre sin historie 140 år tilbage og har undervejs evnet at tilpasse sig de skiftende vilkår – altid med udgangspunkt i danske landmænd behov, lyder det i den officielle begrundelse.

Og hos SKIOLD glæder man sig over prisen.

– Vi er meget ydmyge og stolte over at vinde denne vækstpris. Vi har ikke vundet prisen før, og så sker det endda samme år som vores 140 års jubilæum. Vores vækst kommer på baggrund af SKIOLD’s styrke ud i verden, vores teknologiske løsninger og ikke mindst de meget dygtige og dedikerede medarbejdere, vi har, siger Samuel Waldorph, adm. direktør i SKIOLD.

SKIOLD beskæftiger godt 500 ansatte både i Sæby, Faaborg, Ikast og Herlufmagle.

2) Årets præstation: Axel Månsson

Frilandsgartneriet Axel Månsson, der ligger i Brande og hvis hovedprodukt er icebergsalat, har vundet prisen for årets præstation for deres væksthistorie og personlige engagement.

– Axel Månsson er vokset til et af Danmarks største frilandsgartnerier med 1200 hektar under plov, 140.000 høns i hønsehuset og et biogas-anlæg under opførelse. Axel Månsson kombinerer en effektiv storskala-produktion med en stærkt udviklet fornemmelse for, hvad kunderne ønsker. Alt sammen elementer, der gør ham til et indlysende valg, når Årets Præstation skal udpeges, lyder det i den officielle begrundelse.

Axel Månsson har ca. 30 fastansatte på virksomheden, mens der i sæsonen er over 200 ansatte.

– Det her er en kæmpe anerkendelse, som kun er gjort mulig ved hjælp af mit engagerede og passionerede personale og sparringspartnere. Vi brænder for sagen, og vi søger hele tiden at udvikle vores virksomhed både med hensyn til nye teknologiske løsninger samt nye produkter og kundesegmenter, siger Axel Månsson, adm. direktør i Axel Månsson.

– F.eks. bruger vi vores demohave til at inspirere vores kunder til, hvad der kan bliver morgendagens produkter samtidig med, at vi selv får både mental og faglig forberedelse på, hvad der bliver det næste, fortsætter han.

3) Årets innovation: GrainIT

Virksomhed GrainIT fra Tjele hjælper landmænd med at holde styr på data om korn, gødning og lager via en app. GrainIT har vundet årets pris for innovation, fordi produktet på en simpel måde løser et vigtigt styringsproblem for landbruget.

– Ved hjælp af et enkelt klik kan landmanden registrere, når et læs korn kører på lager og få det overført til hjemmesiden. På samme vis registreres det, når kornet bruges som foder, og man har derfor konstant overblik over lageret. Næste trin er at få koblet data fra både foderstof-selskabet, mejetærskeren og fodringsanlægget på, så landmanden end ikke behøver indtaste mere. Og dermed altså overflødiggøre det, der i dag opleves som et stort fremskridt, lyder det i den officielle begrundelse.

GrainIT er udviklet af Ivan Baadsgaards virksomhed LandIT, der har specialiseret sig i at udvikle digitale løsninger til landbruget og følgeindustrien.

– Det er rigtig dejligt at vinde en pris for noget, som man har arbejdet på i døgndrift, og at andre kan se potentialet i det, vi laver. Med den her pris håber vi, at det bliver nemmere at tiltrække de rigtige investorer, som vi har brug for, hvis vi til fulde skal kunne udnytte potentialet i GrainIT – også internationalt, siger Ivan Baadsgaard.

Be the first to comment on "Jyske virksomheder nupper priserne ved årets Vækstkonference"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*