AAU til DM

AAU DM

AAU DM

Tre AAU-hold med til DM i indlejrede systemer
Der er kontante præmier på højkant i eFactor 2014, hvor 14 hold studerende fra hele landet kæmper om at udvikle de mest innovative indlejrede løsninger, der kan gøre hverdagen nemmere. Aalborg-hold deltager med en babyhue, der kan hjælpe døve forældre med at ”høre”, når baby græder, en jakke, der gør det nemmere for cyklister at signalere i trafikken, og en løsning, der hjælper alle med stillesiddende arbejde til at passe på ryggen.

De tre hold studerende fra henholdsvis Institut for Elektroniske Systemer og Institut for Datalogi på Aalborg Universitet har knoklet med projekterne i deres fritid i de seneste otte uger. Holdene deltager i Danmarks første landsdækkende konkurrence i indlejrede systemer, kaldet eFactor 2014, hvor årets udfordring hedder ”Improving the everyday: Bringing embedded systems to life”. Allerede på lørdag den 5. april skal de præsentere løsningerne for et dommerpanel i Industriens hus i København, og der er kontante præmier på spil.

 

– Tanken bag eFactor er at medvirke til at få forskningen ud til virksomhederne, så vi kan blive bedre til at tænke indlejrede løsninger ind i produkterne, forklarer lektor Ulrik Nyman, Institut for Datalogi. Han er en af arrangørerne bag eFactor, der i år fokuserer på ”wearable technology” – altså løsninger, vi kan bære på kroppen.

 

– Det er første år, vi gennemfører eFactor, men hvis det går godt, er planen, at Dansk Industri skal videreføre konkurrencen.

 

I alt 14 hold fra Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet i København og Aarhus Universitet deltager i konkurrencen, hvor vinderne af hovedpræmien kan drage hjem med 30.000 kroner, mens præmien for henholdsvis bedste tekniske løsning og publikums favorit får 15.000 kroner.